Godmorgen og velkommen til torsdagens morgen-briefing her fra Computerworld.
Det er Rasmus Ferdinand Ginman, der er forfatter på det tidlige nyhedsoverblik, der har i sinde at give dig det forkromede overblik over it-branchen.
Vi skal blandt se på en særudgave af Anders And-bladet, der i sædvanlig tegneserie-stil guider til en sikker færden online.
Rigtig god læselyst.
Anders And guider dig i digital dannelse
Telenor er en af parterne bag en særudgave af Anders And & Co, der sætter fokus på digital dannelse og online trivsel.
Nu kan du hente særnummeret gratis hos en Telenor-butik så længe lager haves, skriver teleselskabet i en meddelelse.
Særudgaven, der hedder ’Anders And og Rip, Rap og Rup går online!’, er blevet til i et samarbejde mellem Story House Egmont og Center for Digital Pædagogik og med støtte fra bl.a. Telenor.
I bladet findes en række historier såsom ”Zzzzzzzsikkerhedseksperten”, ”For meget fjæsbog” og ”Når medierne styrer dig.”
I de vante rammer af Anders Ands univers lærer børn og unge, hvad skal være opmærksom på, når begiver sig rundt på internettet.
DigitalLead modtager 18 millioner kroner
NGO'en DigitalLead har modtager 18,1 millioner kroner fra Erhvervsfremmebestyrelsen.
Nu kan DigitalLead sætte fart på arbejdet inden for grøn omstilling, digital forretningsudvikling og Samarbejde mellem videninstitutioner og virksomheder med den seneste bevilling for 2023/24, skriver selskabet på LinkedIn.
"Det er højere end nogensinde før! Hos DigitalLead glæder vi os over bevillingen, som vi ser som et klokkeklart klap på skulderen for vores arbejde og resultater," lyder det.
Bevillingen kommer medlemmerne og organisationen til gode, og dertil skal midlerne især bruges på tre indsatsområder: digital grøn omstilling, skalering og forretningsudvikling samt internationalisering.
Det sker blandt andet i form af flere innovationsprojekter, hvor virksomheder og videninstitutioner arbejder sammen om at løse fælles udfordringer med udgangspunkt i indsatsområderne, fremgår det.
Datatilsynet er klar med nyt specialudvalg
Datatilsynet har nedsat et nyt specialudvalg.
Det nye udvalg har fokus på behandlingen af personoplysninger i forbindelse med forskning.
Her vil datatilsynet sammen med medlemmerne diskutere aktuelle udfordringer og derefter finde løsninger på de problemstillinger, der skulle vedrøre behandling af personoplysninger, skriver Datatilsynet i en meddelelse.
De inviterede medlemmer vil på møderne blive orienteret om, hvordan Datatilsynet arbejder aktuelt på forskningsområder, herunder det internationale samarbejde, og få mulighed for at komme med inputs.
Her kan du se listen over medlemmerne i det nye udvalg.
Cloud-selskab træder ind på det danske marked
Cloud-virksomheden Shadow har netop annonceret, at selskabets services nu kan bruges i Danmark.
Selskabet fokuserer på cloud computing gaming, og her har brugerne via et månedligt abonnement direkte adgang til en virtuel high-spec pc og via internettet bruge computeren som sin egen til spil, som ens egen computer ikke har kapacitet til at afvikle, skriver selskabet i en meddelelse.
Selvom virksomheden fra sin stiftelse i 2016 har fokuseret på gaming-branchen, så har selskabet nu lanceret en ny cloud storage-løsning til både private og virksomheder samt en løsning til professionelle.
Shadow er ledet af Octave Klaba, der tidligere har grundlagt OVHcloud.