Den offentlige løsning NemRefusion 3.0 har sparet skatteyderne for mange penge, mener chefkonsulent fra Kombit, Jan Dynnesen.
“Det er min vurdering, at vi med NemRefusion har øget produktiviteten med minimum 20 procent via hurtigere udvikling, tidlig opsamling af fejl og sparet tid til manuelle test,” siger han.
NemRefusion 3.0 er udviklet af Edora, som har stort fokus på testbarhed.
“Når kode skrives testbart fra starten, får vi højere kodekvalitet i løsningerne generelt. Af samme grund rangerer NemRefusion for øjeblikket på en førsteplads blandt de løsninger, som Kombit måler kodekvalitet på.” fortæller Jan Dynnesen.
Han referer til kodekvalitets-analyseværktøjet SIG, Software Improvement Group, som Kombit benytter til at sikre kodekvalitet i sine største løsninger.
Edora, som har 80 ansatte, leverer til det offentlige på især beskæftigelsesområdet. Virksomheden har i årevis arbejdet målrettet med at specialisere sig i testbare systemer som solidt fundament for test automatisering.
“Vi mener, at der mangler et overordnet fokus på, hvordan man sikrer et it-system fra kode over miljø til arkitektur, så systemet bliver langtidsholdbart. Kan man køre tests over få dage, fordi hele systemet er sat op til det, så sikrer man jo en forandringsparathed, der gør det muligt for eksempelvis myndigheder at implementere ny lovgivning med ret kort varsel. Det er der efterspørgsel på, så vi arbejder målrettet på testbarhed, så vi vedvarende kan sikre et lavt udgiftsniveau, høj kvalitet og en evne til at reagere rettidigt på ændringer i behov,” siger udviklingschef hos Edora, Morten Christensen.
Edora har netop indgået et nyt samarbejde med irske Curiosity Software, som i de seneste 25 år har specialiseret sig i syntetiske data til brug for software-test. Det skal være med til at konsolidere den Edoras styrke inden for testautomatisering.
“Via partnerskabet med Curiosity Software bygger vi bro til nogle af verdens mest fremsynede eksperter inden for syntetiske data,” siger Morten Christensen.