Der skulle gå mere end to år, før Nvidia omsider kunne nå at være klar med en afløser til klodens stærkeste grafikkort i RTX 3000 serien.
Men nu er den her altså klar, den monstrøse GeForce RTX 4090 som spydspidsen i den spritnye RTX 4000 serie.
Her leverer grafik-specialisten første kig på sin spritnye arkitektur, døbt ’Lovelace’, som ud over at byde på bugnende mængder råstyrke også får sig en revideret proces til ray-tracing, som baner vejen for mere naturtro belysning i spil.
Dertil kommer en ny generation af den AI-drevne opskalering, DLSS-version 3.0, som giver et skarpere resultat, når opløsningen øges, uden at der kræver meget mere regnekraft – med højere frekvens til følge.
De mange forbedringer giver et kort, som Nvidia selv lover leverer to til fire gange højere ydelse i udvalgte benchmarks.
De tørre tal
Alene målt på rå regnekraft, leverer RTX 4090 omtrent det dobbelte af hvad sin forgænger tilbyder.
Nu snurrer 16.388 grafiske regnekerner ved op til 2,52 GHz, mod 10.752 styks i RTX 3090 Ti som arbejder i et slentretempo på op til 1,86 Ghz.
Antallet af transistorer ombord er samtidig tredoblet: 76,3 milliarder mod hos 28,3 den afgående stormester.
Det øger den teoretiske performance fra op til 40 teraflops til nu 82,58 teraflops.
Den muskuløse processor fødes fortsat af 24 gigabyte GDDR6X hukommelse, som kommunikerer igennem en 384-bit bred databus, hvilket potentielt kan udløse flaskehalsproblemer. Disse adresseres dog af en langt større L2-cache på 96 megabyte mod seks tidligere.
Nye performance-højder
Den arkitektur og den stærkt pumpede processor giver kontant gevinst, når det gælder ydelsen i spil.
Her leverer RTX 4090 kortet ydelse som generelt ligger 1,5 til 2,2 gange højere end den forrige topmodel.
De gevinster gælder dog kun i nuværende spil, hvor der til gengæld loves langt højere gevinster, når raytracing-funktionerne slås til.
Her loves der performance-gevinster af en helt anden størrelsesorden, med tre til fire gange højere ydelse end i sidste års topmodel.
RTX 4090 får samtidig følgeskab af to nye RTX 4080 modeller, som lander et niveau under den nyt performance-konge.
Her lander den stærke RTX 4080 med et 16 gigabyte ram et stykke over RTX 3090 Ti, hvor den mindre model med 12 gigabyte ram ikke altid hæver sig over den afgående topmodel.
Sluger godt med strøm
Med RTX 4090 hidtil usete performance følger en ekstraregning i form af et voldsomt forhøjede strømforbrug.
Her kræver RTX 4090 serien 450 watt fra pc’ens strømforsyning, mens der anbefales en strømforsyning på mindst 850 watt med en 16-pins power connector efter den nye ATX 3.0 standard. Alternativt skal der tys til tre gange 8-pins connectors.
Efter strømforsynings strømtab, kan det nye grafikkort i sig selv ende med at trække en halv kWh hver time – noget der kan bemærkes i elregningen.
RTX 4080 16 gb og RTX 4080 12 gb vil også kræve en velvoksen strømforsyning med deres respektive strømforbrug på 320 og 285 watt.
Begge kort forbruger dog mindre end RTX 3090 Ti og RTX 3080 som er opgivet til at suge henholdsvis 350 og 320 watt ud af strømforsyningen.
Afsindig pris
Med den vilde ydelse følger et lige så vildt prisskilt.
Debutprisen på RTX 4090 lyder derfor på 1.599 amerikanske dollar – en tredjedel mere end RTX 3090 Til lanceringspris. Det svarer til en dansk pris på 12.000 kroner, vel at mærke før moms og told er medregnet.
RTX 4080 serien starter ved 899 amerikanske dollar for 12 gigabyte varianten, mens den tunede 16 gigabyte variant koster yderligere 300 dollar.