Det er et Netdesign på hastig fremmarch, som TDC nu overtager for en samlet sum på 350 millioner kroner.
Farum-selskabet har haft et kraftigt fald i omsætningen på 37 procent siden højdepunktet i 2001, hvor omsætningen lå på 452 millioner kroner. Det skyldes erhvervslivets faldende investeringer i netværksudstyr.
Med en række kæmpeordrer, specielt inden for IP-telefoni, er den udvikling nu vendt, så Netdesign i år forventer et rekordstort overskud.
- Vi kommer ud af året med betydelige vækstrater og en betydelig indtjening. Vi regner med en omsætning i niveauet 350 millioner kroner og en bundlinje i niveauet 32 til 35 millioner kroner, fortæller administrerende direktør Bent Balsby.
Turbo på væksten
Han mener, at den udvikling kan overstråles med de ressourcer, som TDC kommer med til Netdesigns 124 ansatte.
- Vi er sikre på, at vi bliver en drivende kræft bag TDC's fremadrettede IP/LAN-satsning - ikke bare i Danmark, men også på nordisk plan, siger Bent Balsby.
Det bekræftes af Martin Lippert, administrerende direktør for TDC Erhverv.
Han mener, at TDC med købet af Song Networks og Netdesign har spillet kraftigt ud i kampen om at erobre markedet for IP-baserede tjenester og netværk, hvor han forventer stor nordisk vækst.
- Vi kan se hele bevægelsen i markedet, der går fra klassiske teleydelser til den her verden, der bygger på IP-teknologi. Ved at få Netdesign ind i folden har vi med ét slag fået en kompetence, der gør, at vi er den førende i den IP-verden, som i højere grad begynder at drive hele vores forretning, siger Martin Lippert.
Løsninger på tværs
Modsat Song Networks, der integreres i TDC, vil Netdesign fortsætte som et datterselskab under TDC med eget navn.
Martin Lippert begrunder det med, at Netdesign er anden type virksomhed, som i stedet skal understøtte forretningen i TDC.
- IP-teknologien giver mulighed for, at man kan lave transparente net, så både datatransmissioner og tidskritiske transmissioner som telefoni går den vej. Vi kan udnytte vores nyopkøbte netværk og Netdesign til at lave løsninger på tværs af grænser, siger han.
TDC's normale malkeko, fastnettelefonien, er på tilbagetog, og derfor har TDC brug for at få en stærk position inden for IP-telefoni, hvor Netdesign er den førende leverandør i Danmark.
Glæde over Song-køb
Hos Netdesigns nye administrerende direktør, Jørgen Kragbøll, er der glæde over, at det lykkedes TDC også at købe den nordiske netværksleverandør Song Networks. Netdesign gik nemlig selv med planer om en nordisk ekspansion.
- Det er blevet endnu mere spændende nu, hvor vi har fået en pæn nordisk udsigt og har mulighed for at bruge TDC i Norge og Sverige i stedet for selv at starte op. Det har været vigtigt for os, at man fik købt Song Networks for at have et pan-nordisk IP-netværk, siger Jørgen Kragbøll.
Købet af Netdesign er da også lillebror i det forhold. TDC betaler 350 millioner kroner for Netdesign, men gav omkring 4,5 milliarder kroner for Song Networks.