Skriften på væggen var ikke rigtig til at tage fejl af, da iPhonen debutterede for 15 år siden.
Iphonen, og smartphonen generelt, gjorde det reelt set unødvendigt at slæbe på de små digitale musikafspillere. Det hele kunne jo køre direkte på mobilen.
Siden har udviklingen taget en tydelig drejning mod en verden fri for ledninger.
De fleste smartphones, der sælges herhjemme, byder ikke længere på noget jack-stik til hovedtelefonerne. I stedet slæber vi omkring på et lille ladeetui, der gemmer på Airpods eller andre lignende trådfri ørepropper.
Udviklingen er på den vis gået tilbage, for nu skal der igen slæbes på endnu en enhed ud over telefonen – men i takt med, at disse får stadigt flere funktioner indbygget, er vi snublende nær ved uforvarende at få MP3-afspilleren tilbage.
Mere end et headset
Et bevis på den udvikling finder vi i JBL’s nyeste high-end headset, som udmærker sig i det eksploderende felt af fuldt trådløse headsets, som er bygget op omkring samme opskrift som Apples Airpods.
JBL Tour Pro 2, som det hedder markerer sig dog ved at være det, som JBL selv kalder for verdens første ’Smart ladeetui' ved at byde på halvanden tomme touch-skærm som åbner op for nogle nye, hidtil usete muligheder.
Skærmen gør det nemlig muligt at styre gængse ting som musikken, volumen eller hvorvidt et opkald skal tages. Alt sammen styret fra mobilen.
Hvad du til gengæld slipper for, er at skulle forbi mobilens app for at indstille graden af aktiv støjreduktion, indstille gengivelse af bas eller diskant.
Den er heller ikke afhængig af mobilen, da den også kan parre sig til pc’en og styre musik-outputtet derfra.
Rent funktionelt fungerer den altså som datidens MP3-afspillere, men vil, udover at give dig overblik over, hvad der spilles, også kunne fremvise eventuelle notifikationer, der måtte tikke ind på mobilen imens.
Rent musikalsk skulle den samtidig ikke være ueffen: Her er 10mm drivere med ’spatial’ bluetooth 5.3 lyd, seks mikrofoner, der sikrer god opkaldskvalitet og støjreduktion. Det hele serveret i en æske, der giver 30 timers spilletid ud over de 10 timer, som headsettet klarer i sig selv.
Det afgørende skridt
En afgørende detalje afholder den dog fra at være en moderne fortolkning af MP3-afspilleren. For selvom den opfører sig som en dedikeret musikafspiller, ryger evnerne, så snart du bevæger dig udenfor bluetooth-rækkevidde.
For at hive stikket endegyldigt hjem, bør JBL gå det sidste skridt videre og integrere noget internt musiklager og en afspiller – i lighed med de evner som smartwatches har budt på igennem de seneste snart 10 år.
Det er nok ikke sansynligt, at JBL vil bygge en opdatering ind i sin Tour Pro 2 inden den danske lancering i januar 2023, men idéen er hermed givet videre til selskabets produktudviklingsafdeling.
JBL Tour Pro 2 vejledende pris lyder på 249 euro, svarende til godt 1.850 kroner.