Tech-selskaberne nærmest fosser ud af Rusland både ved at opsige medarbejdere og trække services ud af landet, og det nyeste er nu, at Googles underselskab i Rusland – som blot hedder 'Google Rusland' – officielt har indgivet en konkursbegæring.
Det skriver Reuters.
Det kommer muligvis ikke som en gigantisk overraskelse, da Alphabet, som ejer Google, tilbage i maj meldte ud, at selskabet ville melde sig konkurs i landet, efter myndighederne havde frosset Googles russiske bankkonto, hvilket gjorde det umuligt at fortsætte driften.
"De russiske myndigheders beslaglæggelse af Google Ruslands bankkonto har gjort det uholdbart for vores russiske kontor at fungere... Derfor har Google Rusland indgivet en konkursbegæring," meddeler Google ifølge mediet.
Databasen for Ruslands føderale fogedtjeneste bekræftede tilbage i maj, at myndighederne har beslaglagt Googles aktiver i landet, ifølge Reuters.
Størst overraskelse for russerne
Det ser lige nu ud til, at det er de russiske myndigheder, der er blevet mest overrasket over udviklingen, da vicechefen for Statsdumaens (underhuset i Den Russiske Føderation) parlamentariske udvalg for informationspolitik, Anton Gorelkin, torsdag ifølge Reuters meldte ud, at han forventede, at Google ville blive i landet.
Samme dag gav de russiske myndigheder dog også søgemaskinegiganten en bøde på 260.000 dollar – svarende til 1,8 millioner kroner – for brud på dataregler.
Flere tjenester bliver
Google har tidligere trukket alle sine betalingstjenester som Google Plays og Youtubes betalingsfunktioner fra landet, mens de gratis funktioner har været tilgængelige.
Og overtagelsen af bankkontoen kommer faktisk lige i kølvandet på, at det russiske styre har meldt ud, at landet ikke vil blokere for Youtube trods mange trusler.
Googles gratis tjenester vil fortsat være tilgængelige i landet på trods af konkursbegæringen, oplyser selskabet.
"Folk i Rusland stoler på vores tjenester... og vi vil fortsætte med at holde gratis tjenester som Search, YouTube, Gmail, Maps, Android og Play tilgængelige," meddeler Google.
Anton Gorelkin har ligeledes meldt ud, at Rusland ikke ønsker at blokere Google-tjenester i landet.
Det vides ikke, hvor stort et beløb, der er blevet beslaglagt, men det russiske datterselskabs omsætning i 2021 var på 134,3 milliarder rubler – svarende til omkring 16 milliarder kroner.