Chefen for Microsoft HoloLens, Alex Kipman, stopper i sin stilling efter et forløb med beskyldninger om upassende adfærd overfor sine ansatte.
Det skriver blandt andre Business Insider og Geekwire. Meldingerne sker på baggrund af en intern mail fra Microsofts cloud-chef Scott Guthrie, som medierne er kommet i besiddelse af.
Det sker, efter Business Insider tilbage i slutningen af maj udkom med en artikel, hvor 25 unavngivne medarbejdere har klaget over tre Microsoft-chefer: HoloLens-chef Alex Kipman, den tidligere Windows-chef Terry Myerson og Tom Kean, en leder på Azure-teamet.
I Alex Kipmans tilfælde drejer det sig ifølge mediet om upassende, seksuel berøring samt upassende verbal opførsel overfor kvindelige ansatte, og at han angiveligt har sat en video på af en pudekamp mellem letpåklædte kvinder, mens flere ansatte, der var i gang med arbejdet, kunne se det på skærmen.
Der har også været meldinger om om, at han har måtte have chaperoner tilstede ved møder, men dette bliver afvist af Microsoft ifølge Business Insider. Alex Kipman har afvist at vende tilbage på Business Insiders henvendelse.
"Vi har gensidigt besluttet, at dette er det rigtige tidspunkt for ham at forlade virksomheden for at forfølge andre muligheder. Jeg sætter pris på den enorme vision, Alex har givet Microsoft gennem årene, og alt, hvad han har gjort for at fremme vores Metaverse-tilbud. Alex er forpligtet til at hjælpe teamene med overgangsprocessen i løbet af de næste to måneder og sikre succes, før han forfølger det næste for ham," fremgår det af den interne fra Scott Guthrie mail ifølge medierne.
Microsoft har overfor medierne ikke ville kommentere anklagerne mod Alex Kipman, men understreger at diverse meldinger om at upassende arbejdsmiljø vil blive undersøgt.
Mixed Reality-hardware ryger nu under Windows & Devices-teamet, som hører under Panos Panay.
Alex Kipman har været i Microsoft i 21 år.
Lille positiv for HoloLens
HoloLens har udviklet sig til et potentielt kæmpe forretningsområde for Microsoft, som har indgået en kontrakt med det amerikanske militær på 22 milliarder dollar – svarende til 149 milliarder kroner – som omhandler leverance af HoloLens 2 IVAS. Der har dog været skår i glæden de seneste måneder. Et lækket notat tilbage i marts antydede nemlig, at aftalen ikke just var en dans på roser.
"Vi (Microsoft) går ind i begivenheden og forventer negativ feedback fra kunden," skriver David Marra, General Manager for AI og Mixed Reality hos Microsoft, i notatet ifølge medierne Winbuzzer og Business Insider, og det fortsatte:
"Vi forventer, at soldaternes stemning fortsat vil være negativ, da pålidelighedsforbedringer har været minimale i forhold til tidligere begivenheder."
Det er også blevet rapporteret, at aftalen kan ende på det halve af det oprindelige beløb, har Bloomberg tidligere berettet på baggrund af en rapport fra det amerikanske forsvarsministerium.
Ifølge Geekwire er aftalen om levering de virtuelle briller til USA’s forsvar dog rykket nærmere.
”Vores arbejde med den amerikanske hær og IVAS-projektet (Integrated Visual Augmentation System) for at bygge en næste generations løsning, hvor hver soldat vil bruge et mixed reality-headset, blev officielt godkendt af den amerikanske hær til at gå ind i operationel test (OT) fase. Dette er en stor milepæl for holdet og kulminationen på mange års hårdt arbejde,” fremgår det af den interne mail ifølge mediet.