Artikel top billede

På en stor skærm gør det mindre at Logitechs webcam er meget stort, på en laptop opleves det lidt voldsomt. Der er fysisk knap, der kan lukke for objektivet (Foto: Peter Hyldal)

Test: Dette webcam er reelt alt for stort men til storskærmene giver det god mening

Test: Min første indskydelse, var at brede Logitech Webcam 925e fylder alt for meget. Men på den store skærm som en permanent løsning giver den faktisk mening.

Det giver mening at indbygge mikrofon og naturligvis kamera i et webcam. og skal det hele være i høj kvalitet, vil det også fylde lidt. Men hold nu op, hvor er dette stort.

Altså: Det er 12,6 centimeter bredt, vejer 170 gram og kan kun med lidt besvær svæve på en laptop. Det kan lade sig gøre, men jeg vil vælge andre løsninger, hvis jeg skal på farten.

Grunden til det store format er til dels kamera og mikrofoner, men også indbygget hardware, der tager sig af noget af videokodningen.

Det store webcam giver dog fint mening på en stationær skærm. Selv min 15 år gamle Apple-skærm, der er over fire centimeter tyk, kunne C925 fastgøres på. Og allerede der begyndte jeg at bløde lidt op.

Professionelle features

Ud over at understøtte reelt alle videochat-formater, så er et af kameraets forcer dets skalerbarhed.

Den fysiske størrelse kan du ikke ændre ved, men er der begrænset adgang til internettet eller begrænset kapacitet, vil 925e skalere kodningen, så du får det bedst mulige billede.

Jeg har prøvet at begrænse netværket, som jeg har testet på, og selv om du får en synlig kvalitetsforringelse. Så gør den det altså ret godt, så der stadig er fine billeder.

Kameraet dækker 78 grader, har HD-opløsning og naturligvis autofokus. Sidstnævnte er kun 1,2x zoom og det kan være lidt i underkanten alt efter, hvor du sidder. Mere zoom kunne være godt. Punktum.

Høj kvalitet

Uanset zoom-graden så leverer kameraet høj billedkvalitet. 4K-opløsning er da rart, men med et godt objektiv og ditto software beviser Logitech, at HD opløsning ofte er alt rigeligt.

Således er billedet klart hos modtageren og i 90% af tilfældene kan jeg ikke se, at der skal være behov for 4K opløsning.

En af grundene til den fine kvalitet er, at Logitech tydeligt har brugt penge på et godt objektiv. Det er fysisk stort, og det kan og er ofte en billigere genvej til at få høj lysfølsomhed og stadig holde omkostningerne nede.

Så alt i alt er det hele lykkedes ret godt, og Logitech beviser, at selskabet er en garvet spiller i gamet. Det er også tydeligt, at denne model hæver sig over gennemsnittet af "clip-on"-webcams på markedet.

I min optik er de sidste 300-400 kroner, som dette 925e koster mere end de helt billige modeller, givet ret godt ud. Bevares, er det et, som junior skal have med i skole hver dag, kan det give mening at købe et billigere, da det ellers kan blive lidt af en udskrivning hen over et skoleår.

Den er altså ret stor

Og 925e er da heller ikke rettet mod den unge bruger, men mere dig, der har brug for et business-webcam uden at betale top business-pris.

For kameraet placerer sig i et lunt leje mellem de mere pro modeller og de helt billige. Og dette segment er ret interessant. For som sagt får du meget høj kvalitet og et kamera, jeg mener dækker manges behov rigtigt godt.

Det ændrer dog ikke ved kameraets fysik. Det er ret stort, og selv om det er rimeligt let at få til at balancere på en tynd laptop-skærm, ændrer det ikke ved, at jeg synes, at det er lige stort nok.

Prisen på 899 kroner er bestemt godkendt. Merprisen i forhold til de helt billige er givet godt ud, og trods mine forbehold på størrelsen er det et webcam, som jeg uden rysten på hænderne anbefaler til alle, der ikke skal have top pro-web cam.


Loading ikon