Godmorgen og velkommen inden for til tirsdagens morgen-briefing her fra Computerworld.
Det er endnu engang Jakob Schjoldager bag tasterne.
200 Mastercard-medarbejdere får kontor i nyt teknologicenter
Mastercard etablerer et nyt teknologicenter i København, der skal huse 200 medarbejdere, som skal arbejde med drift og udvikling af betalingsløsninger.
”Der er internationalt opmærksomhed om Norden som en digital frontløber og med de dygtige medarbejdere, erfaringer og services, som i dag er en del af Mastercard, så har København de bedste forudsætninger for at spille en vigtig rolle, når vi taler teknologi og innovation,” fortæller Erik Gutwasser, regionschef i Mastercard med ansvar for Norden og Baltikum i en meddelelse, og fortsætter:
”Fremtidens betalingsløsninger er digitale og hvad enten vi taler om betalingsinfrastruktur, applikationer eller services, så er Danmark og de øvrige nordiske lande et rigtig godt afsæt for innovation og nytænkning. Her kan nye løsninger også have globalt potentiale.”
Centeret bliver etableret efter, at Mastercard i 2021 købte Nets-forretningen Corporate Services, der blandt andet står bag betalingsservice.
Det er medarbejderne fra det opkøb, der nu rykker ud i det nye teknologicenter, der kommer til at være placeret i Ørestaden i København.
Hyundai skyder fem milliarder dollar i selvkørende biler
Markedet for selvkørende biler er for alvor ved at tage fart, og nu melder Hyundai sig også på banen.
Bilproducenten har annonceret, at den vil investere fem milliarder dollar i teknologi, der blandt andet skal sikre selvkørende biler.
Det skriver CNBC.
Investeringen kommer samtidig med, at Hyundai har annonceret yderligere 5,54 milliarder dollar til forskning i batteriteknologien til el-bilsmarkedet.
Tidligere VMware-chef er spillet om muligt salg
Chip-kæmpen Broadcom forhandler i disse dage om at købe software-virksomheden VMware.
Men udsigten til et opkøb giver blandede følelser hos den tidligere topchef i VMware, Pat Gelsinger.
”Jeg har det delt med den nuværende tankegang. Hvis det hjælper VMware med at være en mere innovativ væksthistorie, så er det godt, hvis ikke er det ikke godt,” lyder konklusionen fra Pat Gelsinger.
Det skriver Bloomberg.
I dag er Gelsinger administrerende direktør i Intel, men var i mere end otte år frontfiguren for VMware.
EU’s bankchef kalder kryptovaluta værdiløst
Den Europæiske Centralbankchef Christine Legarde hælder brugen af kryptovaluta ned ad brættet.
”Min meget beskedne vurdering er, at det er værdiløst,” siger Christine Legarde om Bitcoins og andre kryptovalutaer.
Det skriver CNBC.
Dermed læner den europæiske bankchef sig op af holdningen fra flere andre centralbankchefer, der også har kritiseret brugen af kryptovaluta.
Samtidig opfordrer Christine Legarde til, at europæiske politikere regulerer den digitale valuta. Det skal ske særligt for at skærme de mere uprøvede investorer fra at tabe for mange penge, siger hun.
Medie kritiserer Vestager for manglende slagkraft
Vi runder dagens morgen-briefing af med en sjælden kritik af EU’s ledende næstformand Margrethe Vestager for at være for slap mod de amerikansk tech-giganter.
Det amerikanske medie Politico har anmeldt medlemmerne af EU-Kommissionnen og her får Vestager en hård medfart for hendes håndtering af de amerikanske it-giganter.
”Den danske politiker indledte hendes anden periode i Bruxelles med et overdimensionerede ry. Hun har scorede nogle direkte point mod nogle af de største tech-firmaer og nu skulle hun sikre nogle af de sjre. Hendes strategi for det nye hold indeholdt blandt andet planer for nye regler der skulle begrænse skadeligt indhold online. Men den tidligere playmaker har underpræseteret i den første halvleg, som har sat alvorlige spørgsmålstegn ved hendes form – og fremtid,” skriver mediets teknologikorrespondent.
Politico peger i sin analyse blandt andet på Margrethe Vestagers sag mod Apple, som EU endte med at tabe ved EU-domstolen.