Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: Dansk cloud-virksomhed indgår samarbejde med Kevin Magnussen / Skoler bombarderes med tilbud på it-løsninger / It-driftsdirektør skifter til PensionDanmark

Dansk cloud-virksomhed indgår samarbejde med Kevin Magnussen. Skoler bombarderes med tilbud på it-løsninger. It-driftsdirektør skifter til PensionDanmark. Bankdata skærer direktionen ned til én.

Godmorgen og velkommen til ugens første morgen-briefing, i en uge der for mange betyder tidlig weekend med Kristi Himmelfartsferien. Men fortvivl ej. Morgen-briefingen holder dig i hånden hele ugen og sikrer dit korte overblik over dagens it-nyheder.

Det gælder også i dag, hvor de lyder således:

Dansk cloud-virksomhed indgår samarbejde med Kevin Magnussen

Den danske Formel 1 kører Kevin Magnussen og it-virksomheden Cloud Factory har sammen indgået et nyt samarbejde.

Det umage par skal blandt andet sikre, at danske Cloud Factory får en fod indenfor i den digitale del af motorsporten.

”Vi finder ikke nogen bedre platform i vores jagt på at nå nye markeder i en branche, som er kendt for at være benhård og performanceorienteret. Vores mission er at få IT-forhandlere i primært Europa til at rette øjnene mod os, og Kevin Magnussen skal være vores løftestang. Vi føler, at vi har et match i vores aggressive fremgang, hvor hverken vores eller Kevins team er bange for at tage kampen op mod de store etablerede spillere,” lyder det fra stifter af Cloud Factory, Jacob Schaumann Schmidt.

Kevin Magnussen glæder sig naturligvis også over samarbejde.

"Cloud Factory er en dynamisk dansk virksomhed, som har fået succes ved at tro på, at de kan lykkes med ting, som synes umulige,” siger den danske Formel 1-kører i en meddelelse.

Skoler bombarderes med tilbud på it-løsninger

Efter sommerferien skal alle landet skoler skifte deres nuværende elevplaner ud med en såkaldt meddelelsesbog, som skal være 100 procent digital.

Det har fået it-leverandørerne til at bombardere skolerne med digitale løsninger på den nye løsning.

Det skriver fagbladet Folkeskolen.

Skiftet kommer efter en politisk aftale om et nyt bedømmelses- og evalueringssystem for folkeskolen.

Hos Danmarks lærerforning har de mange tilbud fra it-leverandørerne fået fagforeningen til at opfordre skolerne til at vente på et fælles it-udbud.

”Der er ikke noget formkrav til meddelelsesbogen, og vi er – sammen med KL og Skolelederforeningen – meget optagede af, at det bliver tilpasset lokale behov, så man får det lokale ejerskab, vi alle sammen har efterlyst”, siger formand for Lærerforeningens undervisningsudvalg Regitze Flannov til fagbladet.

It-driftsdirektør skifter til PensionDanmark

Nemlig.com må sige farvel til it-driftschef Christian Calmar Andersen.

Han skal i stedet være en del af it-driftsafdelingen hos pensions-kæmpen PensionDanmark. Det skriver Christian Calmar Andersen selv på LinkedIn.

”I dag var så dagen hvor jeg checkede ud fra nemlig.com. Det har været 2+ år med fuld fart på, masser af sjov og masser af udfordringer, og heldigvis sammen med en gruppe helt fantastiske kolleger. En virksomhed og et team der varmt kan anbefales,” skriver han om sin nu tidligere arbejdsplads.

Bankdata skærer direktionen ned til én

Fremover vil eneste medlem af direktionen i den danske bankcentral Bankdata være administrerende direktør Esben Kolin Laustrup.

It-virksomheden vil dermed kun have Esben Kolin Laustrup mellem bestyrelsen og den øvrige del af virksomheden.

Det skriver FinansWatch.

Beslutningen kommer efter, at Bankdata har ansat to yderligere direktører, og skal sikre, at virksomheden fortsat har kort afstand mellem ledelsen og medarbejderne, lyder det.

”Vi finder det fordelagtigt med den organisering fordi vi gerne vil have en flad struktur, hvor der er tre led mellem mig og nederste medarbejder. Der skal være kort mellem den menige medarbejder. Og topledelsen,” siger Bankdata-direktøren til mediet.