Artikel top billede

Test: De fleste ergonomiske mus er spild af tid - men denne her fungerer faktisk

Jeg har altid ment at langt de fleste ergonomiske mus er spild af tid og en sikker måde at få ondt i arm og håndled. Men Logitechs Lift kunne faktisk fungere, må jeg erkende efter en uge med den aparte mus.

Spørg enhver fysio- eller ergoterapeut, og de vil fortælle, at skal du vride hånden, løfte hånden eller andet, der ikke er naturligt, vil det give gener, når du bruger en mus.

Og deri ligger paradokset med ergonomiske mus, der jo ofte vrider eller løfter din hånd.

De er ofte nogle kæmpe skrumler, der heller ikke gør meget for æstetikken på skrivebordet.

De ergonomiske mus er ofte store og vildt mærkeligt designede i deres iver efter at vise, hvor anderledes og derfor gode, de er for dig.

Ofte har jeg tænkt, om det er en markedsførings-afdeling frem for en lægefaglig person, der har stået for designet.

Og kigger du rundt i kontorlandskaberne, er der da også langt mellem de ergonomiske mus.

Dem, der har problemer med musearm og hvad man kalder alle disse - indrømmet smertefulde - skavanker er ofte gået over til en rollermouse, der ifølge fagfolk skulle være bedre.

Det var så al mavesurheden. Og det er nu ikke fordi jeg har skiftet mening efter at have brugt Logitech Lift.

Men må også indrømme, at den nok kan fungere for mange.

Skæv håndstilling

Logitechs Lift ligner faktisk en ganske almindelig mus, der blot er drejet næsten på højkant og blevet større i bunden.

Den har minimalt med knapper, og personligt synes jeg, at det er fint. Du har de normale på toppen, der blot er på siden nu. Og der, hvor du har tommelfingeren, er der blevet plads til et par ekstra knapper.

Så langt hen ad vejen opleves den ret naturligt.

Dog er den lille knap bag, de knapper du hviler din pege- og langfinger, er dog ret vanskelig at nå. Det opleves lidt unaturligt, når hånden er på højkant. Men det er en lille detalje.

Meningen med at vende musen (præcist 57 grader ifølge Logitech), er at fjerne presset fra håndleddet, så man har en mere naturlig underarmsstilling. Her lider min fornuft et knæk. For uden at være lægefaglig ekspert, kan jeg da tydeligt mærke, at det ikke er mere naturligt.

Når det er sagt skal jeg hurtigt tilføje, at Lift opleves mindre unaturlig end langt de fleste ergonomiske mus jeg har prøvet.

Men den slår altså ikke det at hvile armen med flad hånd hen over en flad mus, der ikke løfter håndleddet. Det er også det feedback, som jeg har fået fra to forskellige fysioterapeuter i min omgangskreds. Så det er ikke fordi, jeg prøver at lege doktor...

Men har du problemer med almindelige mus og vil prøve om en ergonomisk kan klare problemet. Ja, så synes jeg klart at Lift er et forsøg værd. Da den som nævnt er blandt de mindre manipulerende i klassen.

Høj kvalitet

Prisen er 599 kroner, og for de penge får du høj kvalitet. Overfladen opleves ret lækker og akkurat så ru, at hånden ikke glider. På et skrivebord glider musen godt, og den er meget let at styre.

Knapperne reagerer fint og hurtigt, og der opleves ingen forsinkelser i Bluetooth-forbindelsen. Det uanset om du bruger den med din pc, Mac eller tablets på Android eller iOS.

Kunne faktisk fungere

Min konklusion er derfor lige så klar som brun sovs, nemlig uklar som bare...

Lift har nemlig ikke rokket voldsomt ved min personlige mening og ergonomiske mus. Men den viser, at er der en, der er værd at tjekke ud.

Den manipulerer mindre ved håndstillingen end mange andre mus, og den løfter ikke dit håndled så meget, som mange andre gør. Så selvom den bestemt ikke har fået mig omvendt, så er det en mus, som du kunne prøve, hvis du vil gå den vej.


Loading ikon