Godmorgen! Så blev det til ugens anden morgenbriefing.
Denne tirsdag leveres nyhedsoverblikket af Kristoffer Ingemand.
I dag kan du læse om Teslas tilbagetrækning af 100.000 biler, nye detaljer om Donald Trumps sociale medie, en ny venturefond og meget mere.
Tesla tilbagekalder over 100.000 biler i Kina
Myndigheden Statens Administration for Markedsregulering (SAMR) i Kina har meddelt, at Tesla tilbagekalder 107.293 Kina-fremstillede Model 3 og Model Y-køretøjer på grund af overophedning.
Det skriver Reuters.
Overophedningen kan føre til, at den midterste touchskærm ikke fungerer korrekt, og derudover kan den føre til andre funktionsfejl, herunder forrudeindstillinger og gearvisninger.
Microsoft Edges nye VPN ankommer nu
Microsoft Edge "Secure Network" VPN ankommer nu officielt. Sidste måned meldte Microsoft ud, at selskabet arbejdede på en indbygget VPN i browseren, men mere var ikke meldt ud.
Nu begynder selskabet at eksperimenterer med udgivelsen på Microsoft Edge Canary build.
Den nye VPN kommer ikke direkte fra Microsoft. I stedet er Microsoft Edge Secure Network drevet af Cloudflare.
Det skriver Winbuzzer.
Donald Trump må ikke reposte opslag på sociale medier før efter seks timer
Donald Trump har som bekendt startet sit eget sociale medie Truth Social gennem selskabet Trump Media & Technology Group, som planlægger en børsnotering gennem en såkaldt SPAC, hvor et blank check-virksomhed lader sig børsnotere for efterfølgende at opkøbe en virksomhed.
I dette tilfælde er det Digital World Acquisition Corp (DWAC), som er blank check-selskabet, der forventer at smelte sammen med Trumps selskab.
Og DWAC har meddelt, at USA’s tidligere præsident skal lave sine posts på sociale medier gennem Truth Social, og at han skal vente seks timer,før han må reposte indholdet til anadre sociale medier, meddeler Reuters.
"Præsident Trump er generelt forpligtet til at lave ethvert opslag på sociale medier på Truth Social og må ikke lave det samme opslag på et andet socialt medie i 6 timer," meddeler Digital World Acquisition Corp.
Som det ser ud nu, er Donald Trump dog bandlyst fra flere sociale medier heriblandt Facebook, Twitter og Youtube.
Peter Colsted får ny bestyrelsespost
Den danske IT-virksomhed Ctglobal opruster ledelsen med tre profiler. Jacob Michelsen indtræder i bestyrelsen, mens Peter Colsted bliver bestyrelsesformand og Tanja Lykkehøj bliver ny COO.
Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.
"Vi er glade for at få så kompetente kræfter med om bord. Vi har et stort potentiale at forløse i de kommende år – og det gør man ikke alene. De nye profiler kommer med et værdifuldt perspektiv på forretningen og den strategiske retning. Jeg ser frem til at fortsætte rejsen med dem", siger Peter Odgaard, CEO hos Ctglobal, i meddelelsen.
Ny tech-venturefond har rejst trecifret millionbeløb
En ny dansk venturefond kaldet Upfin gør klar til at investere 225 millioner kroner i fintech-virksomheder.
Det skriver venturefonden i en pressemeddelelse.
Blandt investorerne, som har været med til at rejse det store millionbeløb er institutionelle investorer som pensionsselskabet Velliv, Vækstfonden samt fagforeningen for medarbejdere i den finansielle sektor Finansforbundet.
Bag fonden står Johan Lorenzen og Oliver Sjöstedt.
"I Norden er vi kendt for at være blandt de mest digitaliserede i verden, og det har også skubbet fintech-sektoren helt frem i forreste række med masser af nye virksomheder der præsterer høj vækst," udtaler Johan Lorenzen, ledende partner i Upfin i meddelelsen.