Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: Danske Lunar får plads på Kevin Magnussens Formel 1-racer / Visma køber dansk software-selskab med 27.000 brugere / Spar Nord-direktør erkender millionsvindel

Danske Lunar får plads på Kevin Magnussens Formel 1-racer. Visma køber dansk software-selskab med 27.000 brugere. Spar Nord-direktør erkender millionsvindel. Fibia lander ”forventeligt” underskud efter fiberinvesteringer på 1,4 milliarder. Dansk rigmand gør e-handel lettere med pakkepostkasse, og så er det i dag 24 år siden, at Steve Jobs præsenterede den første iMac.

Go’ morgen venner.

Det er i dag fredag 6. maj, og du har netop åbnet ugens sidste morgen-briefing fra Computerworld.

Igen i dag er det Jacob Wittorff, der har taget kørerhandskerne på og med en fast fod på speederen og et sikkert greb om rattet hjælper dig med at finde ideallinjen i denne morgens nyhedsmæssige hårnålesving.

Vi lægger derfor også ud med en historie, der har så meget fart på, at den vil få selv Thorkild Thyring til at tabe toupén.

For vi kan nu fortælle, at den danske Formel 1-kører Kevin Magnussen og hans hold Hass F1 Team har en ny sponsor fra den danske tech-branche på bilerne, når denne weekends Formel 1 Grand Prix i Miami skydes i gang.

Danske Lunar får plads på Kevin Magnussens Formel 1-racer

Den danske fintech-virksomhed Lunar er således ny sponsor for Formet 1-holdet Haas, som har Roskildes stolte søn Kevin Magnussen som den ene af sine to kørere.

Haas oplyser på sin hjemmeside at Lunar får sit navn på begge Hass-racere samt på Kevin Magnussen racerdragt.

”Vi ser frem til at blive en del af Haas F1 Team, som spiller en nøglerolle i at gøre F1 til en mainstreamsport. Akkurat som Lunar gør bankforretning, betalinger og investeringer mere tilgængelige, hurtigere og smartere for alle i Norden. Hos Lunar er vi ikke mindst begejstrede for at kunne støtte Kevin Magnussen. En nordisk comeback kid med en indstilling, som vi alle er inspireret af,” siger Ken Villum Klausen, der er stifter og topchef af Lunar.

Visma køber dansk software-selskab med 27.000 brugere

Det danske tidsregistreringssystem Intempus er blevet opkøbt af Visma, som dermed får fingre i selskabets 1.300 kunder og 27.000 brugere. Det oplyser Visma i en meddelelse.

”Jeg ser det som en kæmpe mulighed at få et så stærkt bagland, som Visma er. Det er det, vi har knoklet for - at kunne skalere forretningen for alvor uden at vi mister vores kultur, os selv eller vores innovative tankegang. Og det er meget vigtigt for mig,” siger Christophe Zafiryadis, der er direktør for Intempus i en meddelelse sendt til Computerword.

Visma er allerede i dag Intempus største samarbejdspartner, og 80 procent af selskabets kunder har i forvejen integration til en af Vismas løsninger.

Spar Nord-direktør erkender millionsvindel

Ole Madsen, der har været kommunikationsdirektør og stået i spidsen for Spar Nords digitale omstilling, erkender, at han i periode på 15 år har svindlet banken for 20 millioner kroner.

Det er blandt andet sket ved at sende op mod 200 falske faktuarer til banken.

Det fortæller han selv til Finans, og Spar Nord bekræfter ligeledes over for mediet, at en tidligere ledende medarbejder er blevet politianmeldt for bedrageri.

”Det er vigtigt for mig at få sagt, at det udspringer af alvorlig psykisk sygdom, og ikke fordi jeg er et dårligt menneske som sådan. Denne sag har ført til, at jeg er blevet udredt og diagnosticeret med bipolar affektiv sindslidelse,” siger Ole Madsen til mediet Finans, der også har set dokumentation for både hans sindslidelse og en indlæggelse på psykiatrisk afdeling.

Ole Madsen er også flere gange blevet interviewet af Computerworld, hvor han har fortalt om Spar Nords innovationsindsats og cloud-omstilling.

Fibia lander ”forventeligt” underskud efter fiberinvesteringer på 1,4 milliarder

Fiberselskabet Fibia investerede i 2021 1,4 milliarder danske kroner i udrulningen af fiber, og på den baggrund betegner selskabet selv årets underskud på 62 millioner kroner som ”forventeligt.”

Selskabet oplevede ellers i 2021 en omsætningsfremgang på fra 765 millioner kroner til 1,03 milliarder. Samtidig landede resultatet før afskrivninger, finansielle poster og skat (EBITDA) i 2021 et resultat på 387 millioner kroner mod 285 millioner kroner i 2020.

”Vi har en rigtig god forretning, hvor vi tjener penge på vores primære drift og har en let skalerbar forretning, så vi har fundamentet til at vokse yderligere og rulle endnu mere fibernet ud”, siger Casper Holst-Christensen, administrerende direktør i Fibia ifølge en pressemeddelelse.

Dansk rigmand gør e-handel lettere med pakkepostkasse

Den danske rigmand Henrik Bensimon Rossing har udviklet en pakkepostkasse med navnet My Home Box til private, der gør det betydeligt lettere for folk at modtage deres e-handelssindkøb.

Til Børsen fortæller Henrik Bensimon Rossing, at målet er at få pakkeboksen ud til mindst en fjerdel af Danmarks 2,7 millioner husstande.

”Vi vil være en del af det danske distributionsnet, og det kræver, at vi skal have fat i hver tredje eller hver fjerde bopæl i Danmark. Det er en stor ambition, men jeg er ikke i tvivl om, at det her er en god idé. Nu drejer det sig bare om at få kasserne ud,” siger Henrik Rossing.

For en abonnementspris på 29 kroner om måneden kan man få leveret den én meter høje og 60 centimeter brede pakkepostkasse.

Pakkebude fra Post Nord, GLS eller dagligvaresupermarkedet Nemlig.com kan åbne postkassen ved hjælp af en app og placerer indkøbene i den. Kunden behøver således ikke være hjemme for at modtage pakkerne.

Om dagen i dag: Steve Jobs løfter sløret for den første iMac

Den 6. maj 1998 blev den første iMac præsenteret for et måbende publikum.

For den kompakte computer, der var designet i organsiske former med transparant plast og blågrøn bagbeklædning lignende ikke nogen anden computer på det tidspunkt.

Den bemærkelsesværdige computer markerede også, at Steve Jobs nu var tilbage i ledelsen for det selskab, som han selv stiftede mere end 20 år tidligere.

Den nye iMac blev præsenteret i The Center for the Performing Arts i byen Cupertino, hvor Apples hovedkvarter ligger. Præcis det samme sted, hvor Jobs i 1984 præsenterede den første Macintosh.

Computerworld skrev i sommer et portræt af iMac’en. Det kan du læse her:

I 1990'erne chokerede Apples iMac en hel branche:"Da jeg ser den første gang, tænker jeg hold kæft, hvor er den flot. Kan en computer nu også se sådan ud"