Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: Just Eat-topchef får kritik efter skitur til 100 millioner / Elon Musk er verdens rigeste mand - og han ejer ikke et hus / NFT af Jack Dorseys første tweet er svær at få solgt

Just Eat-topchef får kritik efter skitur til 100 millioner. Elon Musk er verdens rigeste mand - og han ejer ikke et hus. NFT af Jack Dorseys første tweet er svær at få solgt. Covid-lockdown stopper iPhone-produktion i Shanghai.

Så er påsken og de dertilhørende helligdage forbipasseret, og vi er klar med en frisk omgang morgen-briefing til at begynde denne forkortede uge med.

Tirsdagens og dermed ugens første udgave af det tidlige nyhedsoverblik er kreeret af Rasmus Ferdinand Ginman.

Rigtig god læselyst.

Just Eat-topchef får kritik efter skitur til 100 millioner

Topledelsen i Just Eat Takeaway har fået sine investorer på nakken efter en ekstravagant skitur i de schweiziske alper.

Torsdag i denne uge skal Jitse Groen, der er CEO I selskabet - som kom til verden efter fusionen af danske Just-Eat og hollandske takeaway.com - stå skoleret foran de utilfredse investorer, skriver Bloomberg.

CEO'en skal forsvare beslutningen om at sende 5.400 ansatte på en fuldt betalt skitur til Arosa i Schweiz.

Turen kostede omkring 100 millioner kroner, og medarbejderne fik blandt andet tilbudt gratis skiskole, skijakker, liggestole og andet merchandise med selskabets organge farve på.

Turen fandt sted i en tid, hvor virksomhedens aktiekurs er på sit laveste i snart to år.

Aktie-kursen toppede i oktober 2020, hvor corona satte ekstra fart på udbringnings-aktierne, og siden er den faldet med omkring 70 procent.

NFT af Jack Dorseys første tweet er svær at få solgt

I marts 2021 købte Sina Ertavi en non-fungible token (NFT) af Twitter-stifteren Jack Dorseys første tweet nogensinde.

Prisen lød på 2,9 millioner dollar.

Sidste uge satte han NFT'en til salg igen, denne gang lød prisskiltet på 48 millioner dollar.

Sina Ertavi måtte til sin store skuffelse se auktionen løbe ud, hvor det højeste bud lå på blot 6.200 dollar. Det svarer til 0.2 procent af den oprindeligt købspris.

Han har tidligere sammenlignet denne NFT med værket Mona Lisa, der er skabt af Leonardo da Vinci, skriver BBC.

Hvis han ikke opnår en markant højere bud senere hen, så kan det være, han aldrig vil sælge værket, oplyser han til mediet.

Jack Dorsey stiftede Twitter tilbage i 2006, hvor han ligeledes lagde sit første tweet op på det sociale medie, hvor der stod; "just setting up my twttr."

Sina Ertavi er CEO for blockchain-virksomheden Bridge Oracle.

Elon Musk er verdens rigeste mand - og han ejer ikke et hus

Elon Musk er verdens rigeste mand med en formue på 1.700 milliarder kroner - men han ejer ikke et hus.

Sådan lyder det ifølge rigmanden selv i et interview med Chris Anderson, der står bag konferencevirksomheden TED.

Her fortæller Elon Musk, at han primært låner værelser hos venner for tiden.

"Jeg ejer ikke engang et hjem lige nu, jeg bor bogstaveligt talt hos venner. Hvis jeg rejser til Bay Area, hvor det meste af Teslas tekniske produktion er, skifter jeg basalt set mellem forskellige venners ekstra soveværelser," fortæler han.

Elon Musk opbyggede sin formue ved at stifte og sælge betalingstjenesten Paypal i begyndelsen af 00'erne.

Senere kom han ind tidligt hos Tesla, hvor han fik en stor aktiepost. Tesla-aktierne, der har været på himmelflugt de sidste to år, udgør størstedelen af hans samlede formue i dag.

Derudover er han medejer af blandt andet SpaceX, Hyperloop og Neuralink

Covid-lockdown stopper iPhone-produktion i Shanghai

En af Kinas største iPhone-producenter er blevet nødsaget til at stoppe driften efter en større covid-nedlukning i Shanghai.

Virksomheden Pegatron melder, at man har suspenderet produktionen på to af fabrikkerne i Kina, og det sker selvom, at myndighederne forleden lettede på restriktionerne, skriver BBC.

Lempelserne betyder nu, at byens 25 millioner mennesker kan gå ud af deres hjem for første gang i flere uger. Shanghai blev lukket ned i slutningen af marts, efter af virussen begyndte at udbrede sig igen.

BBC melder desuden, at den store MacBook-producent Quanta og iPad-producenten Compal Electronics også har sat aktiviteterne på pause i flere kinesiske byer.