Netværksgiganten Ericsson har de senere år været involveret i en række bestikkelsessager, og det fører nu endnu en konsekvens med sig.
Det svenske selskab er nu blevet sparket ud af World Economics Forums anti-korruptionssamarbejde.
Det skriver den franske avis Le Monde.
Samarbejdet, der er faciliteret af World Economic Forum, udgøres af 88 internationale virksomheder.
Selskabet er nu smidt på porten med afsæt i de senere års bestikkelses- og korruptionssager, den store netværksvirksomhed har været indvolveret i.
Ifølge den franske avis sker udelukkelsen nu, da der internt i World Economic Forum er sået tvivl om selskabets troværdighed givet de mange kritiske historier i pressen.
Betalte en milliard dollar i bøde
For tre år tilbage betalte Ericsson mere end en milliard dollar til de amerikanske myndigheder i et historisk forlig.
Det var straffen for en række bestikkelsessager, blandt andet var foregået i Kina, Djibouti og Vietnam. Sagerne strækkede sig fra begyndelsen af årtusindeskiftet op til 2016.
Dengang oplyste det amerikanske justitsministerium, at det drejede sig om bestikkelse af embedsmænd via en tredjepart, forfalskning af regnskabsbøger og optegelsen med mere.
Har finansieret terrororganisation
De seneste undersøgelser tyder på, at Ericsson kan have været med til at finansiere Islamisk Stat (IS).
Under krigen mod IS i Irak betalte Ericsson bestikkelse i et forsøg på at holde sin forretning kørende i det krigshærgede land
Det kunne Politiken fortælle tilbage i februar 2022.
Afsløringen skete i samarbejde med 30 andre medier i organisantionen International Consortium of Investigative Journalists (ICIJ). DE havde fået adgang til en hemmeligholdt rapport om en intern undersøgelse fra Ericsson, der er blevet lækket.
Bestikkelsen blev ifølge avisen betalt for at Ericsson kunne få tilladelse til at fortsætte sit arbejde med at udbygge sit mobilnetværket i Irak.
I en pressemeddelelse erkendte Ericsson ligeledes, at man ”kan have betalt IS” for at kunne fortsætte sin forretning i landet.