Microsofts topchef, Satya Nadella, er bekymret over den tiltagende tendens med, at medarbejdere sætter sig ved computeren om aftenen, når børnene er lagt i seng.
Der er nemlig en fare forbundet ved, at arbejdsdagene bliver længere og længere.
Microsoft har i et stykke tid indsamlet meget store mængder data fra ikke mindst brugen af Teams for at undersøge, hvordan ‘remote work’ påvirker samarbejde på arbejdspladsen.
Disse data viser klart, at folk, der arbejder ved computere, har fået et tredje ‘peak’ i dagens løb. Det ligger i de sene aftentimer, hvor Microsoft tydeligt kan se, at der for alvor kommer gang i tastaturerne.
De øvrige to peaks ligger midt på formiddagen og tidligt på eftermiddagen, hvor der også for alvor er gang i produktiviteten på computerne.
Satya Nadella opfordrer nu alle til at være opmærksomme på denne tendens.
“Vi måler [typisk] produktivitet ud fra output og samarbejde, men vel-befindene er et af de vigtigste elementer i produktivitet,” siger Satya Nadella ifølge Bloomberg.
“Vi ved, hvad stress kan gøre. Vi er nødt til at have bløde kompetencer og satse på god, gammeldags ledelse, så folks velbefindende kommer i højsædet,” siger Nadella.
Han peger på, at man som leder bør klarlægge forventningerne.
“Jeg kan opstille den forventning, at vores folk kan modtage en mail fra CEO’en i weeekenden, men ikke skal føle sig forpligtede til at svare,” siger han.
Microsoft har ifølge Satya Nadella ansat op mod 50.000 medarbejdere under corona-pandemien.
Selskabets målinger viser, at omkring en tredjedel af selskabets ansatte har ‘peaks’ om formiddagen og eftermiddagen, mens lidt færre har en peak omkring klokken 22:00.
Målingerne viser, at arbejdsdagens længde under corona-pandemien i Microsoft i gennemsnit er blevet 46 minutter længere.