Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: Danmarks største online markedsplads for byggeprojekter opkøbes af norsk mediegigant / Software-virksomheden Visiolink får ny CEO / Digitaliseringsstyrelsen lancerer ny udgave af sin hjemmeside for it-projekter

Danmarks største online markedsplads for byggeprojekter opkøbes af norsk mediegigant. Software-virksomheden Visiolink får ny CEO. Digitaliseringsstyrelsen lancerer ny udgave af sin hjemmeside for it-projekter. Fejl udelukker facebook-brugere over hele verden fra deres konto. Telenor får ny kundedirektør.

God-tidlig-morgen og velkommen til ugens første, og mandagens eneste, morgen-briefing, fra den digitale bagside.

Bag tasterne er Ditte Vinterberg Weng. Rigtigt god læselyst.

Danmarks største online markedsplads for byggeprojekter opkøbes af norsk mediegigant

Den danske online-markedsplatform 3byggetilbud.dk er blevet opkøbt af den norske mediekoncern Schibsted.

Martin Borgstrøm, CEO og stifter af 3byggetilbud.dk er meget tilfreds med opkøbet.

"Vi er selvfølgelig utroligt stolte og glade for, at vi nu skal fortsætte rejsen sammen med Schibsted."

Schibsted står blandt andet bag Finn.no, Mittanbud, VG og Aftenposten i Norge samt DBA og Bilbasen i Danmark.

3byggetilbud.dk blev oprettet i 2000, og alene sidste år håndterede platformen over 70.000 byggeopgaver.

”Schibsted driver en lignende tjeneste i Norge og håndterer fire gange så mange opgaver som os. De er utrolig stærke på deres data og digitale salg. Samtidig har de kræfterne og en utrolig stærk organisation, der kan hjælpe til med at cementere vores brand i Danmark – til glæde for håndværkere og bygherrer,” siger Martin Borgstrøm.

Software-virksomheden Visiolink får ny CEO

1. april tiltrådte en ny CEO i software-virksomheden Visiolink. Det er Morten Kallmayer, der tager over fra stifter og hidtidige CEO Jens Funder Berg.

Morten Kallmayer har en solid erfaring fra flere topstillinger inden for ledelse fra både it- og mediebranchen. Blandt andet har han været ved danske medieorganisationer såsom Jyllands-Posten, Politikens Lokalaviser og Sjællandske Medier og kender mediebranchen indefra.

Visiolink, hvis software skal bygge bro mellem den analoge og den digitale del af mediernes forretning, er startet i 2007. Men siden 2020 har virksomheden været en del af Vitec Software Group.

"I de seneste år har de fleste medievirksomheder fået et væsentligt gennembrud på deres digitale platforme. Så meget desto vigtigere er det, at Visiolink har en visionær CEO som Morten Kallmayer, der har erfaring fra mediebranchen og er i besiddelse af stor viden om udviklingen af digitale platforme," siger Gert Gustafsson, COO i Vitec Software Group, som ejer Visiolink.

"Da jeg så, at Visiolink søgte en ny CEO, vidste jeg, at det var en stilling, jeg ville gå efter. Jeg glæder mig til yderligere at styrke innovationen inden for digital publicering sammen med Visiolinks øvrige medarbejdere og understøtte vores kunder med nye forretningsmuligheder, som opfylder morgendagens behov,” siger CEO Morten Kallmayer om sin nye stilling.

Digitaliseringsstyrelsen lancerer ny udgave af sin hjemmeside for it-projekter

Fællesoffentlig Digital Arkitektur (FDA), som er den offentlige hjemmeside for projektledere, akitekter og datamodellører indenfor it-projekter, har fået et løft.

1. april lancerede Digitaliseringsstyrelsen en ny og opdateret udgave af hjemmesiden, som brugerne af siden har efterspurgt.

Og i sin nye form er en ny mulighed - funktionen "Genbrugsstation" - dukket op, som udover FDAs produkter viser relevante byggeblokke, der ikke er en del af FDA, til inspiration og genbrug.

Brugere af FDA har nu et sted, hvor de kan lade sig inspirere af eksisterende digitale byggeblokke.

Du kan finde FDA ved at trykke her.

Fejl udelukker facebook-brugere over hele verden fra deres konto

"Din Facebook-konto blev deaktiveret, fordi den ikke fulgte vores fællesskabsstandarder. Denne beslutning kan ikke omgøres."

Den besked er facebook-brugere over hele verden vågnet op til i weekenden.

Facebooks moderselskab Meta er gået i gang med at undersøge fejlen.

I et tweet sagde Metas Andy Stone: "Vi er klar over, at nogle brugere oplever problemer med at få adgang til deres Facebook-konti, og vi arbejder på at løse dem så hurtigt som muligt."

En af de Facebook-brugere, der er blevet lukket ude af sin konto fortæller til mediet BBC, at: "Jeg har ikke postet noget eller kommenteret i et stykke tid, så det er ekstremt usandsynligt, at jeg har gjort noget, der kunne opfattes som stødende."

Meldingen er kommet til et endnu ukendt antal brugere uden nogen foregående advarsel.

Telenor får ny kundedirektør

35-årige Martin Assenholm Nielsen er fra 1. april blevet ansat som ny kundedirektør for den private del af teleselskabets kundegruppe.

Den nye direktør får med 30 medarbejdere under sig ansvaret for at udvinkle Telenors forretning indenfor mobiltelefoni, internet og hardware.

Martin Assenholm Nielsen kommer fra en lignende stilling som kundedirektør i alarm- og overvågningsselskabet Verisure.

Han overtager stillingen efter Jacob Balshøj, der allerede trådte ned fra posten i januar.

”Jeg glæder mig til at bidrage til Telenors flotte rejse og succes gennem min passion og erfaring fra at drive vækst i andre brancher. Vi har stadig meget at bevise i et yderst konkurrencepræget dansk telemarked, og jeg ser frem til at forsætte arbejdet med at tydeliggøre Telenors brand og position til glæde for Telenors kunder,” siger Martin Assenholm Nielsen selv om sin nye stilling.

Det skriver Telenor i en pressemeddelselse.