Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
Lad os begynde med en tur op i helikopteren: Hvordan synes du selv det går? Ved du med sikkerhed, at du er en vinder?
Har du hyggesnakket med executive management idag? Har du ordentligt styr på dine lederkonkurrenter?
Hvis du kan svare JA til de tre ovenstående spørgsmål, behøver du ikke læse mere. Nyd dagen og gratuler dig selv med, at du mestrer karriereledelse på individuelt niveau. Dit niveau. Til lykke.
… ellers kan du med fordel læse mere her: Med lidt musikalitet og det rigtige mindset kan det blive en gamechanger for din karriere.
Det er primært tre principper – eller rettere tre misforståelser - der forhindrer dig i at udleve dit fulde potentiale:
Fokuserer du på mennesker?
Fokuserer du på resultater?
Fokuserer du på samarbejde?
Det kan du heldigvis rette op på. Det er dig, der skal have gevinst her. Det starter i dag. Lige nu. Og det er ikke raketvidenskab men lige til at gå til.
Fokus på mennesker
Ideen om at tryghed, trivsel og gensidig tillid er et solidt fundament er et levn fra rundkredspædagogikken i 1970’erne, og det er virkelig svært at slippe af med.
Men faktisk er der evidens for, at det er et vakkelvornt fundament, hvis dine omgivelser render rundt og er trygge og trives.
Det giver ikke den rigtige incitamentsstruktur. Og trygge mennesker kan finde på at udtale sig uhensigtsmæssigt.
Få skabt den turbolens der skal til for at alle føler sig udsatte og usikre.
Det er nu, at du skal finde tændstikker og brændbar væske frem og sætte ild til platformen. Det kan for eksempel være en organisationsændring, hvor man skal søge sin egen stilling.
Så er der ganske enkelt mindre pigefnidder, du skal håndtere i teamet.
Husk også at ejerskab af resultater, gode ideer, succes osv. ikke behøver at være faktabaseret. Det her handler ikke om naturlove.
Den, der har mest brug for succes, bør naturligvis have æren. Og din vindermentalitet udløser et naturligt behov. En ret faktisk. ”A sense of entitlement” som de siger ude i verden.
Hvad skal andre med ære? De aner alligevel ikke, hvad de skal bruge den til æren. Forstår ikke at kapitalisere på den. Og så er det da lidt spild at uddele den til en tilfældig ignorant.
Det er næsten en tjeneste, du gør dem. Og her bliver det smukt – det hjælper også til at få dig til at shine i forhold til dine lederkonkurrenter.
Fokus på resultater
Ideen om, at ”gode” resultater hjælper dig på vej opad i virksomheden, er ikke retvisende. Gode resultater er ikke en forhindring. Men det er bestemt heller ikke en forudsætning,
Så det er en både tung og usikker vej at gå. Du skal meget hellere satse på hyggesnak med executive management.
Du skal lære at fokusere på det vigtige. Det vil sige op ad. Som mennesker har vi nu engang begrænset båndbredde.
Derfor skal du økonomisere med den og vælge, hvad der er RIGTIG vigtigt. Her kan man godt blive forvirret og tro det er faktiske resultater. Tal.
Evidens for bedre bundlinje, bedre throughput, højere leveranceforudsigelighed og kvalitet, forbedret people retention osv.
Men her skal du passe på ikke at falde i: Det er det strategiske glas rødvin fredag eftermiddag med ledelsen, der gør en forskel. Effektivt i al sin enkelhed. Selvfølgelig er det ikke noget, du kommer sovende til.
Det er en rutine, der skal etableres. En fast rutine. Og sådan en opstår ikke af sig selv.
Du kan for eksempel gøre sådan her: Meld dig ind i virksomhedens vinklub. Sørg for at have adgang til lageret og for at have en eller anden overordnet funktion.
Jeg understreger overordnet funktion. Ikke administrativ eller praktisk funktion. Det er unødigt bøvlet.
Igen: Pas på båndbredden. Nu har du sikret dig adgang til alle resterne. Der er naturligvis købt rigeligt ind.
Der er lavet research og baggrundviden på den enkelte flaske.
De praktiske grise har været på arbejde. Men du - du har nøglen til lageret. Du memorer facts om dagens udvalgte flaske.
Det er dannet at vide lidt om vin, og du behøver kun at kunne huske det en times tid. Nu dukker du op på chefgangen og siger med et skævt smil – ”Det er da synd, hvis den skal gå til spilde...”
Og her bliver det virkelig smukt: Den faste rutine betyder også, at du slipper for at komme hjem om fredagen og skulle være sammen med dine børn i 100 procent ædru tilstand.
Indrøm det bare: De er lettere at holde ud, hvis du har en lille bimmelim på.
NB: Der er selvfølgelig variationer fra virksomhed til virksomhed her. F.eks. kan alkoholpolitikken spænde ben. Så tager du bare udgangspunkt i en anden personaleforening.
Cykelklubben er typisk et godt bud på en forening, hvor du kan hyggesnakke med chefer, der er flere niveauer over dig.
Lycra i neonfarver er godt til at nedbryde barrierer. Og næst efter rødvin er der ikke noget som at dele oplevelsen af en rød pølse ved pølsevognen i Slagelse. Det bygger bånd.
Fokus på samarbejde
Samarbejde er en risiko. Sådan er det. Du åbner en flanke, hvis der er nogen, der ved noget om dig, din afdeling, dine opgaver.
Husk: En kollega er en først og fremmest en konkurrent. Hold kortene tæt ind til kroppen.
Heldigvis behøver du hverken samarbejde eller skabe resultater, så længe du husker at kommunikere.
Husk at du selv styrer storytellingen, hvis du vel at mærke husker at fortælle historien.
Der findes ikke et informationsvakuum. Hvis du ikke styrer fortællingen, opstår en fortælling, du ikke styrer. Tag kontrol.
Og nu kommer hemmeligheden: Uanset hvad situationen er, uanset hvordan et forløb har været, så skal du insistere på, at det har været en succes. At det er forløbet efter planen. Kritik og eftertanke er noget unuanceret sludder.
Hvis du fejler i kommunikationsstrategien, er det heldigvis noget, der kan rettes op: Placer gerne skylden hos en kollega.
Glipper det også, er der en sidste udvej: Du ”indrømmer”. Så langt kommer man heldigvis meget sjældent ud, men skulle det ske, er det vigtigt, at du bruger vendingen ”brand ærgerligt”.
Lige præcis den vending har nogle fine konnotationer, der indikerer, at det her er en beklagelse, du er nødt til at komme med – men du mener det ikke, for der er ikke sket noget, der reelt er beklageligt, det er bare en masse nidkære hippier, der gerne vil puste ting op … og du skal have lagt låg på, så verden kan komme videre.
Lige en note: Der er folk der tager fejl af ”brand ærgerligt” og ”bare ærgerligt”. Og her er en væsentlig nuance.
I ”bare ærgerligt” ligger den uheldige konnotation at vore hjerne automatisk oversætter det til ”bare ærgerligt Sonnyboy” og det er ikke noget, der gør noget godt for din imagepleje. Så pas på her.
Det rigtige mindset
Lad os for god ordens skyld runde af med mindset. Dit mindset. For opskriften på succes kræver noget af dit mindset.
Det kræver i al sin enkelhed, at du fokuserer på dig selv. Sådan. BUM! Fokuser på det vigtige - fokuser på dig selv. Og hvilken dag er bedre end 1. april?
What’s not to like!
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.