Tre Microsoft-konkurrenter klager til EU over Microsofts forretnings-metoder.
De mener, at Microsoft bevidst spænder ben for dem ved at udnytte sin dominernede position på det hastigt voksende cloud-marked i Europa.
Ifølge Wall Street Journal har EU modtaget klager fra tre af Microsofts konkurrenter.
Men blot en af dem vil stå frem for nuværende, nemlig den franske cloud-gigant OVHcloud, der står bag 33 datacentre, som anvendes af mere end halvanden million kunder.
Det franske selskab meddeler, at det til EU’s konkurrencemyndigheder har klaget over, at Microsoft har indrettet betingelserne for anvendelsen af selskabets cloud-produkter på en måde, der gør det meget svært og dyrt for brugerne at skifte til andre leverandører.
“Microsoft misbruger sin dominernede markeds-position og underminerer fair konkurrence og begrænser kundernes valgmuligheder i cloud-markedet,” lyder det fra OVHcloud.
Det er fortsat uklart, hvem de to øvrige klagere er.
Microsoft meddeler til Reuters, at selskabet løbende ‘evaluerer,’ hvordan selskabet kan ‘understøtte partnere og gøre Microsoft-software tilgængelig i alle miljøer.’