Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: Kæmpe krypto-børs blokerer for russiske kunder / Dansk mobilinternet kommer ukrainere til undsætning / Microsofts enorme handel er gået igennem

Morgen-briefing: Kæmpe krypto-børs blokerer for russiske kunder / Dansk mobilinternet kommer ukrainere til undsætning / Microsofts enorme handel er gået igennem

God morgen og velkommen til Computerworlds morgen-briefing tirsdag 8. marts.

Med morgenens nyhedskomplet og det lune oversigt er briefing-redaktør Niels de Boissezon.

Her kan du læse om hvordan også krypto-verdenen afskæres fra den russiske økonomi, hvordan en dansk virksomhed med sine snedige mobilantenner kan bringe mobilt bredbånd til udsatte ukrainere og meget mere.

Kæmpe krypto-børs blokerer for russiske kunder

Mens store dele af den finansielle verden sanktionerer Rusland ved at fryse aktiver og afskære landet fra vestlige betalingsmuligheder og systemer, indskrænker den førende krypto-børs nu for muligheden for at omgå sanktionerne via handel med kryptovaluta.

Det er den børsnoterede krypto-’exchange’ Coinbase, der på sin blog meddeler, at man vil blokere for handel hos sanktionsramte aktører, heriblandt 25.000 russiske konti, men også IP-adresser fra sanktionsramte regioner som Krim, Nordkorea, Syrien og Iran.

Siden krigens debut sidst i februar har kreditkort- og betalingstjenesterne Visa, Mastercard, American Express og Paypal samt flere trukket stikket til det russiske marked.

Dansk mobilinternet kommer ukrainere til undsætning

Alternative opkoblinger til internettet står i høj kurs i Ukraine i takt med mobilantenner og andet internetinfrastruktur trues af den russiske invasionskrig i landet.

Den danske virksomhed MiWire donerer 50 af sine særlige mobilinternets-enheder, som er specialdesignet til at give dækning, hvor mobildækningen eller ikke normalt når ud. Enheden kan samtidig køre på batteristrøm i op til 20 timer.

Selskabets udstyr har en indbygget retningsbestemt antenne, som giver 10-15 kilometers rækkevidde, mens enheden samtidig tilbyder 300 meters wifi-dækning. Enheden er samtidig udstyret med en ’kill-switch’, så den kan deaktiveres, hvis den skulle falde i forkerte hænder, skriver Eb.dk.

Ud over de donerede enheder samler virksomheden ind i samarbejde med gruppen ’Bevar Ukraine’, så private kan donere enheder til trængte land, fortæller MiWire direktør David Fleischer.

"Vi er ved at samle ind, så private donerer, kan sende udstyr afsted. Der er vi nået op på et par af 20 stykker nu,” fortæller han til mediet

Microsofts enorme handel er gået igennem

Den amerikanske software-gigant Microsofts kæmpemæssige opkøb af teknologivirksomheden Nuance er gennemført denne uge.

Efter næste et år er det relativt ukendte Nuance nu en del af Microsoft koncernen efter opkøbet til 126 milliarder kroner blev annonceret i midten af april 2021.

Med opkøbet af Nuance opruster Microsoft massivt indenfor talegenkendelses teknologi.

Nuancen blev grundlagt i 1992 og har sit hovedsæde i Boston.

Handlen er Microsofts næstdyreste nogensinde. Dyreste opkøb for selskabet blev opkøbet af det sociale medie LinkedIn.

Dansk it-koncern piller russisk oligark ud af ejerkredsen

Den danske logistik- og it-virksomhed EET kommer ud af sit sanktionerede ejerskab, efter gruppens hovedinvestor, den russiske oligark Mikhail Fridman, viste sig at eje 30 procent af virksomheden.

Alle bånd til den sanktionerede rigmand, som ifølge EU har nære relationer til Vladimir Putin, kappes dog nu, oplyser administrerende direktør Søren Drewsen til Finans.

”Det er klart, at det er uholdbart at have en sanktioneret person i ejerkredsen. Det er uacceptabelt, hvilket vi også har meddelt Pamplona (den kapitalfond, der ejer EET-koncernen, red.). Han skal ikke være ejer af EET, og derfor er alle forbindelser droppet, og vi får nye ejere med virkning fra denne uge. Det betyder, at vi fremadrettet bliver amerikansk ejet,” siger Søren Drewsen.

EET gruppen har samtidig suspenderet al aktivitet og handel i Rusland.