Artikel top billede

Skærmen er virkelig skarp og betyder, at den på afstand ligner et mekanisk ur. (Foto: Huawei)

Test: Prisen for Huaweis nye GT3-ur overrasker: Her får du smartwatch, trænings-ur og dress-ur serveret i et flot design

Med G3 har kinesiske Huawei virkelig lagt sig i selen for at bygge et smartwatch, der kan begå sig i den hårde konkurrence. Og selv om det ikke er perfekt, får du virkeligt meget ur for pengene.

På afstand ligener Huaweis nye G3-smartwatch et velpoleret mekanisk ur, men så snart du kommer tæt på, kan du se, at her er tale om et smart-ur.

Huawei har i den grad formået at pakke uret flot ind med den polerede stålkasse, der bydes på.

Og dertil kommer den store klare skærm, der både står flot og går næsten til kanten.

Den blanke urrem i stål er lækker - i hvert fald til hverdag.

For selv om uret blot vejer små 35 gram i 42 mm-udgaven og 42,6 gram i 46 mm-udgaven, så vil metalremme virke irriterende, når der løbes igennem i et hårdt interval.

Luksus til fin pris

Der er ingen tvivl om, at det er designet, der vil tiltrække mange. Det forholdsvist smalle (for sin type) ur, har meget bling-effekt på afstand.

Og selv om jeg må indrømme, at det ligger meget langt fra min personlige smag, så må jeg bøje mig og indrømme, at Huawei her har begået et flot ur til en rigtig god pris.

For 2.490 kroner (fås fra 2.190 kroner) for et ur med så mange funktioner og alt andet lige gennemført design, er altså i orden.

Den ofte debatterede og udskældte batteritid er opgivet til syv dage, og det holder i praksis. Det er langt fra de bedste i klassen, men en ugentlig opladning er til at leve med.

Urskiven står meget flot og med masser af glans.

Den står usædvanligt detaljeret, og du får mere end 10.000 urskiver at vælge mellem via download. Mon ikke du også finder en eller to, der passer dig?

Glasset buer en anelse og er lavet, så skærmen står ret skarpt uanset, hvilken vinkel du kigger fra.

Der er kun to funktionsknapper og den roterende krone, der reagerer på tryk. Det er en lidt sjov, men også ret fed feature. Et mekanisk tryk giver alt andet lige en fed følelse.

Selve skærmen er trykfølsom og reagerer hurtigt på både input og scroll.

Gode helbredsfunktioner

Pulsmåling gennem den optiske sensor er præcis, når pulsen er lav. Til høj intensitet og interval registrerer systemet dog ikke hurtigt nok.

Den medfølgende Health App giver masser af overblik i forhold til sundhed og søvn. Den er meget omfattende, og her kan du naturligvis også vælge, hvad du har behov for.

Du kan parre uret med op mod 30 fitness-applikationer, så mon ikke også du finder en, der matcher dine behov?

Der er naturligvis GPS-tracker, og den fungerer fint. Ikke som på de bedste (og mere kostbare) Garmin-modeller. Men igen - til prisen, er der ikke meget at være ked af.

Problematisk opsætning

Parringen til telefon og app er desværre langsommelig og glider slet ikke så godt, som man kunne ønske.

Vi prøvede via en iPhone, og her kunne den ikke genkende den QR-kode, som uret kommer med under opsætningen. Den manuelle opsætning var også en smule mere problematisk/langsommelig, end vi kunne ønske os.

Da der endelig kom hul igennem, var der på intet tidspunkt i testperioden problemer mellem ur og smartphone/smartphone app ‘en.

Meget værdi for pengene

Personligt kan jeg godt lide, at mit træningsur ligner et sådan, mens jeg til gengæld har mit gamle mekaniske ur, når jeg tager skjorte på.

Men smag er forskellig, og ønsker du dig et dress-ur, der også kan bruges til alt andet, er GT3 absolut godkendt.

Så alt målt og vejet må jeg med de neutrale test-briller på, give GT3 en anbefaling, selvom der er mangler.

Prisen taget i betragtning er det bestemt værd at tjekke ud før du gør dit valg.


Loading ikon