God morgen og velkommen inden for til den første morgen-briefing i februar.
Det betyder samtidig et farvel til alle coronarestriktionerne, der fra i dag ikke er gældende da coronavirus ikke længere er kategoriseret som en samfundskritisk sygdom.
Så smid mundbundet, kram din kollega og god fornøjelse med dagens nyhedsoverblik.
Det er Jakob Schjoldager der igen i dag sidder bag tasterne.
MitID ramt af pinlig fejl i weekenden
Mange brugere oplevede at de ikke kunne få adgang til MitID.dk i hele den forgangene weekend.
Brugerne blev mødt af beskeden om, at det muligvis var forbundet med en sikkerhedsrisiko at besøge siden.
Fejlen skyldes et manglende certifikat, der ikke var blevet opdateret. Fejlen blev dog rettet mandag formiddag, så brugerne igen kunne få adgang til hjemmesiden.
Flere sikkerhedseksperter har dog rettet skarp kritik af Digitaliseringsstyrelsen for ikke at have tjek på, hvad de betegner som en basal fejl.
“Det øger ikke just tilliden,” bemærker Peter Kruse på sin Twitter-profil.
Better Collective henter ny direktør
Den danske sportsbetting-virksomhed Better Collective har ansat Britt Boeskov som ny Senior Vice President of Strategy.
“Jeg er virkelig glad for at Britt har besluttet sig for at blive en del af Better Collective, og jeg ser frem til at byde hende velkommen som nyt medlem af ledelsesgruppen. Britt har stort kendskab til industrien og har på ledelsesniveau stået bag en række digitale projekter rettet med slutbrugeren. Vi er en virksomhed i vækst med store ambitioner og mange ideer. Britt vil være meget værdifuld for os i vores fremtidige vækst,” siger Jesper Søgaard, der er CEO og co-founder af Better Collective.
Britt Boeskov kommer fra en stilling hos den internationale spilleoperatør Kindred Group, der blandt andet står bag Unibet og Bet24.
Direktør for Digital Hub Denmark stopper
Camilla Rygaard-Hjalsted stopper som administrerende direktør for Digital Hub Denmark.
Hun har haft stillingen siden 2018, men har valgt at stoppe nu for at prøve noget andet, oplyser Digital Hub Denmark i en pressemeddelelse.
”Det har været spændende at følge rejsen helt fra de tidlige politiske tanker til virkeliggørelsen af flere betydelige tiltag, såsom det nye, store delegationscenter i København, samt tiltrækning af de meget efterspurgte internationale tech talenter, tech investorer og kunder til Danmark. Ikke mindst etableringen af det digitale besøgscenter, som stod færdigt sidste år, er bemærkelsesværdigt, og vi glæder os alle til, at det igen bliver fyldt med delegationer - såvel fysisk som digitalt,” siger formand i Digital Hub Denmark, Per Kogut.
Den afgående direktør oplyser ikke, hvad hun nu skal lave, men takker for samarbejdet.
”Tiden er rigtig nu, inden hubben går ind i en ny fase som markedsføringskonsortium for det digitale område. Jeg efterlader en fuldt kompetent organisation, som vil kunne løfte den næste, spændende opgave for hubben,” siger Camilla Rygaard-Hjalsted.
Stor risiko for hackerangreb under Vinter OL i Kina
Om tre dage mødes nationer fra hele verden til Vinter OL i den kinesiske hovedstad Beijing, og selvom coronavirus tilsyneladende er på vej ud, så er der andre ting at frygte.
Der er nemlig grund til at være på vagt for deltagerne, da hackerne ikke holder fri for at se skiskydning under legene.
“Som vi ser med mange stort anlagte internationale begivenheder, så generer OL en stigning i økonomisk aktivitet og pressedækning hos værtsnationen, og det har vi tidligere set tiltrækker opmærksomheden fra de cyberkriminelle,” siger Cristiana Kittner, analytiker hos it-sikkerhedsvirksomheden Mandiant Threat Intelligence.
Derfor råder selskabet alle til at følge de gængse retningslinjer om at bruge en VPN-forbindelse, undgå at benytte netbank under hele OL og brug altid telefonopkald til at verificere oplysninger.
Frygten var også til stede under tidligere olympiske lege, særligt i Kina der bliver beskyldt for at spionere på både egne borgere og besøgende.
Formanden for den olympiske komite i Nederlandene, Geert Slot, har tidligere rådet de hollandske atleter helt at lade deres telefoner bliver derhjemme under OL.
Nationalbanken holder vågent øje med kryptovaluta
Virksomheder i hele verdens interesse for digitale valuta er højt på dagsordenen for centralbankerne verden over.
Det gælder også for Nationalbanken i Danmark. Her er der behov for at udnytte det momentum, der er netop nu, fortæller nationalbankdirektør Signe Krogstrup til Børsen.
“Der har været en eksponentiel vækst i nye finansielle produkter, der kommer ud i markedet. De er primært udviklet af fintech-virksomheder, men også tech-giganter gør sig bemærkede. Fællestrækket for de her produkter er, at de baserer sig på en decentral opbygning,” siger hun til avisen.
Samtidig gør hun opmærksom på, at den decentrale håndtering af de digitale valutaer er et område, der giver grund til panderynker hos den danske centralbank.
Visma-direktør kan fejre 25 års jubilæum
Vi runder dagens nyhedsoverblik af med et jubilæum.
I dag 1. februar kan Customer Care Director i Visma Dataløn og Proløn, Henriette Jensen, fejre 25 års jubilæum hos de to selskaber.
Direktøren blev ansat i 1997 hos Dataløn, der dengang var ejet af PBS, og dermed også stod i en markant anderledes situation end i dag.
“Først og fremmest aner jeg ikke, hvor tiden er blevet af. Men forandringerne er jo kommet til mig, eller også har jeg selv medvirket til at skabe dem. Og dermed føles det faktisk som om, jeg har fået nyt job hvert andet eller tredje år. Det er altid en udfordring at gå på arbejde, og det er aldrig kedeligt,” siger hun i en meddelelse om de mange år hos Dataløn.