Godmorgen kære læser.
Jeg håber, at du er kommet dig over nytårsfejringen, og nu er klar til at læse årets første morgen-briefing fra Computerworld.
Denne mørke januar-morgen er det Jacob Wittorff, der har vundet i lotteriet, og har den udelte fornøjelse at sidde klar bag tasterne og servere dagens første nyheds-anretning for dig.
Dagens første historie handler om et af de mest udskældte danske selskaber i 2021, som på trods af markant kritik og ridser i image-lakken alligevel kan glæde sig over markant fremgang.
Nemlig.com brager frem på trods af kritik
Det danske online supermarked blev i 2021 ramt af hård kritik af arbejdsforholdene for selskabets chauffører, men alligevel viser selskabets helt nye regnskab markant fremgang.
Nemlig.com har i det seneste regnskab øget sit salg med 52 procent, og omsatte således for 3,2 milliarder kroner i det seneste regnskabsår, der løber for perioden 1. august 2020 til 31. juli 2021.
På trods af fremgangen på toplinjen har selskabet alligevel et minus på 8,3 millioner kroner på bundlinjen, hvilket er en anelese mindre end året før, hvor underskuddet lød på 11,8 millioner kroner.
Just-Eat ramt af sløjt børs-år
Dansk-stiftede Just-Eat - der sidste år blev opkøbt af hollandske Takeaway.com og nu hedder Just-Eat Takeaway - har haft et dårligt år på børsen.
Det skriver Finans.
Siden fusionen med det hollandske selskab i april er akiekursen dykket, og selskabet kom ud af første halvår af 2021 med et underskud på cirka 3 milliarder kroner.
Det svarer ifølge Finans til at selskabet har tabt én euro (7,5 kroner) for hver eneste bestilling.
Markedet for digitale madudbringstjenester har i 2021 desuden været præget af en række store opkøb, hvor Delivery Hero har købt danske Hungry, mens Doordash købte finske Wolt for svimlende 52 milliarder kroner.
Salget af elbiler overhaler fossil-biler
I december var 56 procent af alle solgte biler enten rene elbiler eller plug-in-hybrider, og det er første gang, at antallet af opladelige biler overhaler de helt fossiltdrevne køretøjer.
Det fremgår af tal fra organisationen De Danske Bilimportører.
Ifølge tallene blev der solgt 65.000 opladelige biler, hvor 24.917 af bilerne var helt elektriske, mens 40.464 var plug-in-hybrider.
Mange bilfabrikaner har gennem 2021 været ramt mangel på computerchip, og det har ifølge bilimportørerne været en medvirkende årsag til at bilsalget i 2021 faldt med 7 procent sammenlignet med året før.
"Desværre har bl.a. coronapandemien medført en global mangel på komponenter, som har lagt en generel dæmper på bilproduktionen og forårsaget forlængede leveringstider på nye biler for de danske bilkøbere," siger Mads Rørvig, administrerende direktør for De Danske Bilimportører ifølge en pressemeddelelse.
Kinesisk gigant køber sig ind i europæiske digital bank
Den kinesiske tech-gigant Tencent har investeret i den digitale engelsk bank Monzo, der for nylig hentede 100 millioner dollar i en investering, der værdisatte banken til 4,5 milliarder dollar.
Det skriver Reuters
Monzo er dog ikke den eneste digitale bank, som Tencent har investeret i.
Den kinesiske gigant er også en af investorerne i danske Lunar, der så sent som i sommer hentede 1,5 milliarder kroner i en kapitalrunde, hvor Tencent også deltog.
Om dagen i dag: "Computeren" snød Steve Jobs for titel
Det er i dag præcis 39 år siden, at Time Magazine overraskede alle ved på forsiden af sin januarudgave at udnævne computeren til årets maskine i det forgange år i stedet for som sædvanligt at kåre årets person.
Det skete på et tidspunkt, hvor computerne var i gang med at tage et evolutionært spring fra at være store mainframes til at være personlige computere, der flyttede ind i vores privatsfære.
Den amerikanske forfatter Walter Isaacson fortæller i sin bog om Steve Jobs, at Apple-stifteren var overbevist om, at det var ham personligt og ikke computeren, som skulle have udnævnelsen dette år.
Det var ikke kun Steve Jobs, der fik en lang næse. Også Ronald Reagan og Margarat Thatcher måtte se sig slået ikampen om have været mest indflydelsesrig i det herrens år 1982.
På dette tidspunkt var det første gang, at det ikke var et menneske, som modtog prisen, men efterfølgende har magasinet også i 1988 kåret ”den truede jordklode” til at være ”årets planet.”