Et endeligt salg af fremadstormende danske 3Shape nærmer sig, efter at selskabet i sommer begyndte at kigge sig om efter interesserede køber.
Ifølge Børsen har en række store kapitalfonde og pengestærke investorer meldt sig som interesserede.
De tæller angiveligt både Kirkbi, Novo Holdings og EQT.
De skal ifølge avisen lægge deres endelige bud på det danske selskab i løbet af den kommende uges tid.
Her forventes det, at 3Shape vil blive vurderet til at være mere end 20 milliarder kroner værd.
Stiftere og ejere af 3Shape, Nikolaj Deichmann og Tais Clausen, vil sælge omkring 20 procent af selskabet.
3Shape, der fremstiller 3D-scannere til tandlæger, har hovedkvarter i København. Sidste år omsatte selskabet for 1,7 milliarder kroner. Samtidig lød driftsresultatet på 257 millioner i 2020.
Stifterne trådte dog et skridt tilbage i sommer 2020, hvor de fratrådte som co-CEO's i det fremadstormende selskab, som de selv stiftede for 20 år siden.
1. august tiltrådte Jakob Just-Bomholt, tidligere direktør i Falck, som topchef i selskabet, der for tiden har omkring 1.600 ansatte.