Antallet af sager om it-relateret økonomisk kriminalitet hober sig op hos politiet, hvor mængden af verserende sager er blevet mere end fordoblet i løbet af det seneste halvandet år.
Det skriver Berlingske med henvisning til en opgørelse, som Rigspolitiet sendte til Folketinget i slutningen af september.
I opgørelsen - som du finder i sin helhed her - skriver Rigpolitiet, at det er forventningen, at mængden vil vokse yderligere i de kommende år.
Politiinspektør i Københavns Politi, Torben Svarrer, skriver til avisen, at politiet har været presset af en række andre områder - blandt andet på sikkerhedsområdet.
Det fremgår af opgørelsen, at den gennemsnitlige behandlingstid for sager om it-relateret økonomisk kriminilitet er på mere end et år - nemlig 379 dage.
“Antallet af verserende anmeldelser uden sigtelse om it-relateret økonomisk kriminalitet er
på cirka. 48.000 sager ved udgangen af 1. halvår 2021. Dette er en stigning fra cirka 22.000
sager ultimo 2019. Den gennemsnitlige alder på verserende anmeldelser om it-relateret
økonomisk kriminalitet er på 379 dage,” hedder det i opgørelsen.
Berlingske skriver, at sagerne især drejer sig om fup på internettet i forbindelse med e-handel. Hertil kommer snyd på fup-websites om lån og finansiering samt misbrig af adgang til netbank og lignende.
Torben Svarrer meddeler, at ingen sager bliver glemt eller syltet af politiet.
“Hver enkelt sag bliver behandlet individuelt og kædet sammen med eventuelle andre sager med samme gerningsmand og indhold, og vi forsøger altid at give anmelderne gode råd, så de undgår at blive snydt yderligere,” meddeler han til avisen.