Stifter af Netsolutions, Jacob Appel, sælger hele virksomheden og trækker sig helt ud af den daglige drift, hvor han i de senere år har fungeret som CIO.
Jacob Appel stiftede selskabet i 1999, hvor det hed Net-Supplies.
Han har ifølge tal fra virksomhedsregisteret hidtil siddet på en bestemmende ejerandel på 68,26 procent af selskabet, der i seneste regnskabsår omsatte for knap 106 millioner kroner.
Men nu er det slut. Hele Jacob Appels andel af Netsolutions overtages nu af selskabets administrerende direktør, Henrik Hermen Koska, samt markedsdirektør Oktay Ilgöy.
De har hidtil ejet mindre dele af selskabet.
Henrik Koska og Oktay Ilgöy vil ikke oplyse, hvor stor en ejerandel, de nu kommer op på.
De meddeler blot, at de nu ‘øger deres ejerandele’ samt at der nu indtræder det, som de kalder for ‘tre erfarne erhvervsfolk’ i Netsolutions ejerkreds.
De vil ikke oplyse, hvem det drejer sig om.
“Den nye ejerkreds har store planer for det næste trin i selskabets videre rejse, omend visionen er uændret: NetSolutions vil også i fremtiden være de bedste til at gøre det ultranemt for vores kunder at handle it-produkter og løsninger,” meddeler Henrik Koska.
Ifølge ham er det ambitionen at blive blandt de største ‘total-leverandører af it-produkter’ herhjemme.
Netsolutions omsætning dykkede i fjor med godt ni procent til knap 106 millioner kroner, mens indtjeningen landede på godt 1,1 millioner kroner.
Netsolutions er specialiseret i hardware-salg og har små 20 medarbejdere.