Intel og Google Cloud er klar med en helt ny chip-type, som bliver særligt målrettet datacentre.
Den nye chip har fået navnet Mount Evans.
Den er blevet udviklet med det klare mål for Intel at ramme det enorme marked for udstyr til datacentre, som for alvor har fået vind i sejlene i de seneste år i takt med, at cloud computing har vækstet vildt.
Intel og Google kalder Mount Evans for en ‘IPU’ - en ‘infrastructure processing unit.’
Den er særligt udviklet til at kunne håndtere de opdelte processerings-opgaver, som finder sted i datacentrene, hvor serverne håndterer mange forskellige opgaver opdelt i separate bidder.
Ideen med Mount Evans er således, at chippen er bygget til at adskille de enkelte opgaver og behandle dem med høj fart.
Denne specialisering højner også sikkerheden, lyder det fra Intel og Google, ligesom Mount Evans skal fremme fleksibiliteten og den hurtige omstilling, som der er brug for i det daglige arbejde i de store datacentre.
Også Nvidia og Marvell Technology har bygget chip med samme fokus på ‘slicing.’
Ifølge Reuters arbejder Intel og Google nu sammen om at udvikle en vifte af gratis software-værktøjer til Mount Evans.
Det sker i håbet om, at Mount Evans kan blive en slags branche-standard, som rækker ud over blot Googles cloud-datacentre.