Facebooks navneskifte nærmer sig, og ifølge det amerikanske medie Platformer er det muligt, at navnet allerede vil blive offentliggjort mandag.
Da nyheden om Facebooks navneskifte kom frem tidligere på ugen, blev der spekuleret i at offentliggørelsen kunne komme i forbindelse med Facebook-konferencen Oculus Connect på torsdag.
Men ifølge Platformer er det muligt, at det nye navn allerede vil blive offentliggjort mandag, hvor Facebook aflægger kvartalsregnskab.
Nyheden kommer samtidig med forlydender om, at Facebook er på vej med en ny satsning, hvor selskabet vil bygge et såkaldt metaverse, der bliver et slags digital parallelunivers eller et tredimensionelt internet.
Mark Zuckerberg sagde i juli til mediet The Verge, at folks opfattelse af Facebook som selskab vil ændre sig radikalt i de kommende år.
“I løbet af de kommende år vil vi for alvor ændre folks opfattelse af os fra et socialt medie til et metaverse-selskab. Metaverse vil blive en meget vigtig del af den måde, internettet udvikler sig på efter det mobile internet, og jeg tror, det bliver det næste store kapitel for vores selskab,” sagde han til The Verge.
Da Facebook samtidig ejer domænenavnet Meta.com har det fået mange til at gætte på, at det nye navn kunne blive Meta.
Ifølge Platformer tyder meget dog på, at valget ikke falder på Meta.
Kilder oplyser til Platformer, at Mark Zuckerberg derimod gerne ser, at det bliver et uventet navn, som vil overraske folk.