Det er ikke nogen hemmelighed at det er de årlige opdateringer til spilbranchens største serier, der ofte ender med at dominere hitlisterne. Millioner af spillere over hele verden, kan øjensynligt ikke få nok af at agere skydeglade soldater eller score det essentielle mål der vinder verdensmesterskabet, hvilket er svært at bebrejde nogen.
Man kunne frygte at denne jagt på det næste store hit kunne have elimineret spilmediets kreativitet. Det er dog derfor udgiveren Annapurna Interactive er så speciel, for som få andre har udgiveren stået for så imponerende en række af helt og aldeles originale udgivelser, der viser at elektroniske spil favner langt bredere end pistoler og fodbolde. The Artful Escape er et glimrende eksempel på alt dette.
I den fiktive, amerikanske by Calpyso træder man i støvlerne på den unge musiker Francis Vendetti, der lige siden han første gang samlede en guitar op, har kæmpet med både sine egne forventninger og alle de forventninger som byens beboere har til ham. Francis er således nevø til den afdøde folk-musik legende Johnson Vendetti, og på 20 års jubilæumsdagen for dennes mest populære plade, skal det hele fejres med den unge Francis første koncert.
Francis gemmer yderligere på en hemmelighed, for på trods af at han elsker musik har han ikke meget til overs for den folk-genre der gjorde hans onkel så populær, og ønsker i stedet at slå hans navn fast med en helt anden genre. Der må derfor noget drastisk til og efter at være blevet konfronteret af stort set alle byens indbyggere, beslutter han sig for at skabe sig selv en helt ny personlighed i stil med Freddie Mercury eller Ziggy Stardust.
Herfra tager det hele lidt en drejning og man fornemmer nærmest hvordan der er blevet kigget i retningen af bands som Rush og Electric Light Orchestra, da spillets egentlige historie er blevet formet. Francis bliver således kontaktet af nogle væsner fra det ydre rum, som ikke kun leder ham på en rejse for at finde sit sande selv, men også lader ham udforske psykedeliske verdner båret af science fiction inspirerede rock-opera soundtracks.
Som en moderniseret science-fiction version af Beatles-filmen Yellow Submarine, slynges Francis gennem mærkværdige verdner fyldt med væsner af alle størrelser og udformninger, der hver har deres små budskaber til ham.
Det hele er slående originalt og fungerer på det nærmeste som en lang musikvideo, hvor du (i form af Francis) får lov til at tage kontrollen.
Med kontrollen over Francis sendes man igennem baner hvor hovedpersonen er i konstant bevægelse, og hvor der skal hoppes og dukkes i rette tide, for at undgå at skulle gentage sekvenserne igen.
Andetsteds tager man kontrollen over Francis og hans rumguitar og giver den som intergalaktisk rockstjerne, mens man forsøger at matche resten af musikken ved at gentage de knaptryk som resten af bandet demonstrerer.
Spilmæssigt er der ikke nogen af sekvenser der er nyskabende eller for den sags skyld udfordrende, og i The Artful Escape er der i langt højere satset på at skabe en zen-følelse, når man glider gennem banerne, oplever de fantastiske omgivelser og bruger sin guitar til at føje til det underlæggende soundtrack.
Er man i stand til at sætte ønsket om en udfordring til side og i stedet fokusere på oplevelsen, er her tale om et eventyr som få andre i spilmediet. At vække liv og lys alle steder hver gang man hiver sin guitar frem, og forvandle omgivelserne til eksplosioner af farver og former, er en fortryllende oplevelse, særligt fordi det hele er udformet med rendyrket og aldeles ufortyndet kreativitet – det her ligner ikke noget tidligere spil du har set.
The Artful Escape er ikke det bedste spil du kommer til at opleve i år, men det er med garanti en af de mest unikke oplevelser og endnu en cementering af hvorfor spilmediet ville være en markant fattigere størrelse hvis det ikke var for udgivere som Annapurna Interactive.