Rise and shine kære læser.
I dag er det en helt speciel dag, og det er ikke kun, fordi det danske herrelandshold i fodbold sent i går aftes bragte sig på VM-kurs med en overbevisende 5-0-sejr over Israel i Parken
Det er også en helt speciel dag for os på Computerworld, og det kan du læsere mere om i bunden af det her nyhedsbrev.
Men nok om os selv. Lad os i stedet komme i gang med dagens brand-varme nyhedsdag.
Denne morgen er det Jacob Wittorff, der som din lettere klatøjede nyhedskatajn vil styre dig gennem morgenens nyhedsstrøm.
Vi lægger ud med historien om, at den danske Pleo-stifter Jeppe Rindom er utilfreds med en del af regeringens reformudspil ”Danmark kan mere 1,” som blev fremlagt tirsdag formiddag.
Pleo-stifter kritiserer regeringens aktieudspil: ”Det gør mig trist”
Regeringens nye reformudspil ”Danmark kan mere 1” lægger op til at hæve beskatningen på den højeste sats for aktieindkomst fra 42 procent til 45 procent.
Men det kan gå ud over de danske iværksættervirksomheder, mener Jeppe Rindom, der er stifter af fintech-selskabet Pleo, ifølge Berlingske.
”Jeg bliver endnu mere bekymret, når det også kan påvirke vores konkurrenceevne inden for iværksætteri. Iværksættere, og dem, der er ansat i iværksættervirksomheder, er den del af arbejdsstyrken, som oftest aflønnes med medarbejderaktier. Det gør mig trist, at det er mine ansatte, som det vil ramme. Vi kæmper i forvejen med, at Danmark er langt mindre attraktivt i forhold til andre lande i Europa, når det kommer til medarbejderaktier,” siger han til Berlingske.
Pleo landede i juli en investering på cirka en milliard kroner, og i den forbindelse blev selskabet værdifastsæt til 10 milliarder kroner.
Dansk Dell-chef: Skal opnå succes på disse fire parametre
Den danske Dell-chef Anja Monrads, der for nylig blev udnævnt som chef for Vesteuropa for Dell Technologies, bliver vurderet på fire parametre.
Det fortæller hun i et interview med Finans.
”Det ændrer ikke ved, at jeg skal sørge for, at de gode resultater bliver bedre, og at vi opnår succes på de fire parametre økonomi, markedsandel, kunde- og medarbejdertilfredshed,” siger Anja Monrad til Finans.
Dell-chefen er heller ikke bleg for at udpege sine egne styrker. I interviewet forklarer hun, at hum aldrig er konfliktsky og i øvrigt opfatter sig selv som empatisk, engageret og ærlig.
Regeringen lægger op til at skabe statslig superfond
I udspillet ”Danmark kan mere 1” lægger regeringen op til at sløjfe Vækstfonden, der gennem årene har investeret og ydet lån til mange danske it-startups.
Ifølge Børsen vil regeringen i stedet skabe en statslig superfond ved at fusionere Vækstfonden med EKF Danmarks Eksportkredit og Danmark Grønne Investeringsfond.
Dansk Counter-strike-hold undersøges for snyd
Det danske Counter-strike-hold Heroic skal undersøges for snyd. Det skriver Ekstra Bladet.
Ifølge nyhedsbureauet blev holdets tidligere træner Nicolai ”Hunden” Petersen i august idømt to års karantæne for snyd i spillet.
I første omgang to træneren selv skylden, men nu har han ifølge Ekstra Bladet fremsendt en række nye oplysninger til vagthundsorganet ESports Integrity Commission (Esic).
Nicolai Petersen mener ifølge avisen, at de nye oplysninger viser, at flere af spillerne på holdet kendte til snyden. Esic har på baggrund af de nye oplysninger iværksæt en undersøgelse af holdet.
El Salvador køber bitcoin for 130 millioner kroner
Det latinamerikanske land El Salvador har opkøbt bitcoin for 21 millioner dollar, hvilket svarer til 130 millioner kroner. Det skriver Cnet.
Det sker efter, at landet i juni vedtog en ny kryptolov, som gør det muligt for landets borgere at bruge kryptovaluta som betalingsmiddel, hvis de anvender landets officielle krypto-wallet Chivo.
Om dagen i dag: Computerworld fylder 40 år 🇩🇰
Det er i dag 40 år siden, at den første udgave af Computerworld blev udgivet med sloganet EDB-Branchens egen avis.
På forsiden af avisen den 8. september 1981 var historien om, at it-virksomheden Regnecentralen for anden gang på to år var blevet reddet fra konkurs.
I anledningen af den runde fødselsdags har Computerworld de seneste uger publiceret en række artikler, hvor vi kigget tilbage på nogle af de store begivenheder it-verden gennem de seneste fire årtier.
Du kan læse alle artiklerne her