De to norske it-selskaber, Sysco og Cegal, har netop indgået en fusionsaftale.
Sammensmeltningen af de to skaber nu en global teknologipartner med 700 ansatte fordelt over otte lande.
Samtidig ventes koncernen nu at lande en omsætning på omkring 1,4 milliarder norske kroner i 2021.
Cegal er teknologileverandør til den internationale olie- og gasindustri, der kommer med 450 ansatte. Ligesom Sysco, der kommer med 250 ansatte, stammer Cegal fra Vestlandet i Norge.
Den nye koncerndirektør bliver Dagfinn Ringås, der indtil nu har været topchef i Sysco. Topchefen for Cegal, Svein Torgersen, bliver fremover arbejdende bestyrelsesformand.
"Sammen bliver vi en endnu stærkere teknologipartner, som kan hjælpe virksomheder i mange forskellige brancher med deres udfordringer. Vi bliver større og kan dermed levere endnu mere omfattende og komplekse it-løsninger også til de største virksomheder. Samtidig vil vi bevare den smidighed og nærhed til vores kunder, som vi er kendt for på det dansk marked," udtaler Dagfinn Ringås, i en meddelelse.
Alle nuværende ejere fortsætter
Christian Skytt, der kommer fra stillingen som CEO for Sysco Danmark, vil fortsætte som direktør for det nye danske selskab.
"Med fusionen bliver vi en global virksomhed med kontorer udenfor Europa i Amerika og Asien. Dette skaber nye muligheder for endnu bedre at kunne støtte vores globale kunder døgnet rundt gennem 'following the sun'," fortæller Christian Skytt.
Det nye selskab fortsætter med de nuværende ejere, hvilket er et investorkonsortium ledet af investeringsselskabet Norvestor bestående af Argentum, Cubera og DWS som bliver hovedejer. Tidligere SYSCO-ejere Credo Partners og Ferd vil også fortsætte som
ejere, fremgår det af meddelelsen.
"Vi er stolte og glade! Vi har arbejdet med denne fusion i lang tid, og vi har virkelig glædet os til at fortælle medarbejderne om det. Nu kommer det spændende job med at samle to sæt fantastiske medarbejdere til én virksomhed," siger Dagfinn Ringås.
Christian Skytt kom oprindeligt fra danske Basecare, der specialiserede sig i Oracle-teknologi.
Men Basecare blev opkøbt af den norkse Sysco-koncern tilbage i 2018, der overtog 55 procent af selskabet.
To år efter skiftede Basecare navn og Sysco Danmark var født. I 2020 omsatte Sysco Danmark for 30 millioner kroner, hvilket var en vækst på 30 procent.