I forbindelse med det gigantiske kædehack på det amerikanske software-firma SolwarWinds i 2020, fik minimum 27 topanklagere fra USA hacket deres e-mail.
Det skriver BBC.
SolarWinds kom på alles læber, da virksomheden blev epicenteret i omfattende hacker-angreb.
Angrebet på brugere af softwaren SolarWinds - som USA har bebrejdet Rusland - var det værste cyber -spionageangreb nogensinde på den amerikanske regering.
USA's justitsministerie frygter nu, at hackerne kan have fået adgang til følsomme, fortrolige og hemmelige oplysninger, herunder navne på informanter via de mange topanklageres e-mailkonti.
"Det er potentielt meget alvorligt," siger Gil Soffer, en tidligere forbundsadvokat, til BBC.
Ifølge justitsministeriet kan hackerne have kompromitteret topanklagernes e-mail-konti allerede i maj 2020 - cirka syv måneder før SolarWinds-hacket blev offentliggjort.
Man arbejder nu på at afbøde "operationelle, sikkerheds- og privatlivsrisici" forårsaget af hacket.
Det står ikke klart, hvilken slags information der kan være stjålet.
SolarWinds-angrebet bliver kaldt et kæde-angreb, idet hackerne brugte SolarWinds som springbræt til at nå ud til og ind i over hundrede organisationer på verdensplan.
Angrebet har fået status som det største og mest sofistikerede cyberangreb nogensinde, og USA og Storbritannien har været meget klare i spyttet om, at det er Ruslands efterretningstjeneste, der har stået bag.
Rusland har nægtet at stå bag.