Artikel top billede

(Foto: Photo by Magnet.me on It-branchen er stadigvæk mandsdomineret. Men en nordisk it-gigant har ved at ændre ordlyden i sine jobopslag og droppe såkaldte maskuline udtryk haft succes med at tiltrække flere kvinder ansøgere.

Appellerer jobopslag i it-branchen for meget til mænd, og kan it-virksomheder tiltrække flere kvindelige ansøger, hvis de renser deres jobopslag for maskuline ord og erstatter dem mere mere kønsneutrale alternativer?

Det peger erfaringer fra den nordiske it-gigant Tietoevry tilsyneladende på.

Her har man gennemført et eksperiment, hvor man har ændret ordlyden i sine jobopslag og efterfølgende oplevet et stigende antal kvinder blandt sine ansøgere.

I en række jobopslag på det nordiske marked har selskabet erstattet såkaldte maskuline ord og vendinger med mere kønsneutrale alternativer.

Ifølge virksomheden har det betydet, at antallet af kvindelige ansøgere er øget med 32 procent.

Ændringer kan virke ubetydelige

Tietoevry, der for få år siden blev skabt som en fusion mellem finske Tieto og norske Evry, har tidligere i norsk presse været kritiseret for manglende diversitet i ledelseslaget.

Efterfølgende har selskabet med hjælp fra organisationsforskeren og mangfoldighedseksperter Laura Smith iværksat sat fokus på at skabe en mere mangfoldig organisation.

“Små ændringer som disse kan virke ubetydelige, men resultaterne taler for sig selv,” siger Laura Smith, der er stifter af selskabet Validei Research ifølge en meddelelse fra Tietoevry.

Helt konkret har det finske firma indrykket to stillingsannoncer, der udelukkende adskiller sig ved, at man i den ene annonce har såkaldte maskuline ord.

Ændrede disse ord

I et jobopslag, hvor man har søgt en frontend-udvikler til det norske marked, har man eksempelvis valgt at fremhæve, at medarbejderne skal besidde stor viden i stedet for at bruge ordet kompetent.

Her har man således i jobopslaget - der var skrevet på engelsk – erstattet ordet competent med knowledgeable ligesom at man også erstattede det engelske ord “driven” med “focused.”

I andre opslag har man har også forsøgt at undgå ordet “independent” – altså uafhængig eller selvstændig – og i stedet har man valgt at fremhæve, at ansøgeren skal være selvstyrende, og derfor brugt de engelske ord “self directed” eller “self-starter.”

32 procent flere ansøgere

I jobopslaget, hvor man søgte efter en frontend-udvikler i Norge, var det blot 13 procent af ansøgerne, der var kvinder, når man brugte det traditionelle jobopslag.

Mens man i opslaget med de justerede og mere kønsneutrale ordvalg fik 18 procent kvindelige ansøgere.

Samlet set fik alle jopbsoplag med kønsneutralt sprog, som blev slået op i Norge, Sverige og Finland, 32 procent flere kvindelige ansøgere end de mere traditionelle jobopslag.

“Som aktør i en mandsdomineret branche har vi et ansvar for at sikre, at en større andel af de ansatte på vores arbejdspladser er kvinder. Det handler ikke kun om at øge kønnsbalancen men også om, at hele branchen går glip af et kæmpe udviklingspotentiale, hvis højtkvalificerede kvindelige ansøgere ikke anser vores branche som attraktiv,” siger Trond Vinje, HR-direktør hos Tietoevry, i en meddelelse.

Det norsk-finske selskab har i dag 25.000 ansatte på globalt plan, og af dem er 70 procent mænd.

Men selskabet arbejder med en såkaldt 50/50-strategi, der betyder, at selskabet har en ambition om, at det senest i 2030 skal have lige mange mandlige og kvindelige ansatte.

Også aktuelt i Danmark

Problemstillingen er også aktuel i den danske it-branche, hvor brancheforeningen IT-Branchen tidligere har oplyst, at det kun er hver fjerde ansatte i branchen, der er kvinde.

En problemstilling som direktør for IT-Branchen, Natasha Friis Saxberg, tidligere har italesat.

”Vi skal sørge for at sætte nogle ledelsesmæssige krav til inklusion og diversitet i den enkelte virksomhed, så vi går fra en “fit in” kultur, til at forskellighed ses som en styrke af teamet. Noget vi skal kærre om og bevare frem for at udrydde det med menneskets naturlige trang til konformitet. Hvis vi skal ændre noget, skal vi også have de mandlige ledere med,” sagde Natasha Friis Saxberg til IT-Branchens hjemmeside i forbindelse med et arrangement i marts 2020.

Dansk virksomhed har udviklet værktøj

Tietoevry er ikke de første, der påpeger, at selv ganske subtile nuancer i sprogbruget i et jobopslag kan påvirke, hvem der vælger at ansøge om stillingen.

Eksempelvis har Jenifer Clausell-Tormos, der er stifter af det danske selskab Developer Diverse, udarbejdet et værktøj, der kan hjælpe virksomheder med at justere sprogbruget i deres jobopslag.

I et interview med Computerworld har hun tidligere fortalt, at det er hendes erfaring, at en række helt konkrete ord og vendinger kan betyde, at et jobopslag appellerer mere til mænd end til kvinder.

“Bruger du ord som ambitiøs, selvsikker, modig og dristig i dit jobopslag, så vil du helt automatisk appellere mere til mænd end kvinder, mens du med ord som omsorgsfuld og hjælpsom vil appellere mere til kvinder end til mænd,”har Jenifer Clausell-Tormos tidligere sagt til Computerworld

Gennem de seneste år har der også på globalt plan været et stigende opmærksom på brugen af potentielt ekskluderende ord i it-branchen.

Eksempelvis er flere amerikanske it-virksomheder gået væk fra at anvende termer som blacklist og whitelist samt master and slave, fordi de har racistiske konnotationer.