BREAKING:Region Syddanmark skal betale historisk stor bøde for grove overtrædelser af GDPR

Artikel top billede

(Foto: Christoffer Lund-Hansen)

Oracle skal hjælpe kæmpe bank med at skære it-omkostninger ned med 21 milliarder kroner om året

Oracle og Deutsche Bank har indgået et flerårigt samarbejde, der skal munde ud i kæmpe besparelser i de årlige it-omkostninger. Transformationen forventes at løbe over de næste tre til fem år og indebærer blandt andet en privat cloud-løsning fra Oracle.

En af verdens største banker, Deutsche Bank, har indgået et flerårigt strategisk samarbejde med den amerikanske it-virksomhed Oracle.

Partnerskabet skal simplificere den tyske kæmpebanks it-landskab, være med til at skære omkring en tredjedel af bankens applikationer væk og lede til voldsomme besparelser i it-budgettet.

Den store omstilling forventes at løbe over de næste tre til fem år og fra 2022 føre til årlige it-besparelser på 2,8 milliarder euro svarende til næsten 21 milliarder kroner.

Det skriver Reuters.

Aftalen indebærer, oplyser de to selskaber i en meddelelse, blandt andet at Deutsche Bank vil opgradere sine eksisterende databaser og migrere størstedelen af sit Oracle-databaselandskab til en private cloud-løsning hos Oracle.

Det bliver den største Oracle-baserede cloud-løsning til dato og skal give en dedikeret platform til at understøtte og skalere bankens eksisterende kritiske systemer og tjenester, lyder det.

"Vores samarbejde med Oracle om at modernisere vores databaser vil spille en vigtig rolle i vores samlede teknologitransformation," siger Bernd Leukert, Deutsche Banks CTO i en meddelelse.

Ifølge Reuters havde Deutsche Bank i 2020 it-omkostninger på 19,5 milliarder euro.

Som led i den store migrering og transformation er målet, at it-omkostningerne fra 2022 lyder på 16,7 milliarder euro.

Oracle og Deutsche Bank har også aftalt at danne et fælles innovationspartnerskab, der samler de to virksomheders udviklings- og teknologiteams for at undersøge potentialet indenfor datasikkerhed, blockchain, AI og analyser i forhold til at designe nye finansielle produkter og tjenester.

Banken vil trods samarbejdet med Oracle fortsætte med også at bruge SAP-teknologi.