De fleste vil mene, at det seneste halvandet års tid har været en kende træls. Sortseere har undervejs i pandemien endda varslet enden på den frie verden, som vi kender den.
Så galt gik det heldigvis ikke i denne omgang, og nu begynder det at lysne igen i store dele af verden. Men alligevel: Enden er nær! Ja, det har den sådan set altid været.
Det er budskabet i en relativt ny og meget rost bog af Dan Carlin, som mange vil kende for den indsigtsfulde og ofte ret morsomme podcast ”Hardcore History.”
Carlin er notorisk ude af stand til at fatte sig i korthed, og det bærer bogens titel også præg af; den hedder helt nøjagtigt The End Is Always Near: Apocalyptic Moments from the Bronze Age Collapse to Nuclear Near Misses.
Det beskriver til gengæld emnet ganske nøjagtigt. Bogen handler nemlig om, hvordan fantasier om undergang, massedød og civilisationers undergang har været menneskehedens tro følgesvend siden tidernes morgen.
For det meste er det heldigvis blevet ved præsters alvorstale og småskøre mænd på gadehjørnet med pamfletter, håndskrevne skilte, høj stemmevolumen og tvivlsom personlig hygiejne.
Men The End Is Always Near forklarer også, hvordan ganske mange civilisationer jo faktisk er gået under. Eksempelvis når epidemier, sult, krig og naturkatastrofer har fejet millioner af mennesker af brættet eller givet vaklende imperier det sidste skub.
Så hvad får os til at tro, at det vil gå moderne civilisation anderledes end oldtidens assyrere og romere? Eller for den sags skyld bronzealderens mennesker, der blev ramt af en hurtig og uforklarlig nedtur uden sidestykke?
Modsat os havde vore forfædre ikke engang våben, der kunne forvandle hele landmasser til radioaktive ødemarker. I oldtiden var man heller ikke så forbundet på kryds og tværs af flyruter, at en lungesygdom kunne rejse hurtigere fra Wuhan til Vendsyssel end det tager PostNord at sende et brev til bedstemor.
Set i dén kontekst forekommer det knap så utænkeligt, at fremtidens arkæologer – som Carlin så malende beskriver i bogens indledning – graver sig gennem skeletter i de fremtidige ruiner af New York, London eller Tokyo.
Præcis ligesom vi i dag gennemtrawler pyramider eller oldtidsbyer på jagt efter genstande og menneskerester.
I bogen konstaterer han også, at vi mennesker aldrig har haft det så godt, som vi har i dag. Samt at potentialet afgjort er til stede for, at det hurtigt kan gå den anden vej.
Det er et banalt budskab. Men når det er Dan Carlin, der leverer det, så sluger man kamelen.
For man er i godt selskab. Ja, bogen er i lange stræk nærmest et slags greatest hits album over emnerne fra de podcasts, der har gjort ham til et kendt og elsket navn for historiefans verden over.
Nogle vil undervejs savne Carlins karakteristiske stemme og intonation. Men så kan man jo i stedet vælge audioudgaven, som forfatteren selv har indtalt.
Titel: The End Is Always Near: Apocalyptic Moments from the Bronze Age Collapse to Nuclear Near Misses. Forfatter: Dan Carlin