Danske Siteimprove kommer ud af 2020 med det hidtil største underskud, som selskabet nogensinde har landet.
Selskabet tabte nemlig i 2020 hele 138 millioner kroner på bundlinien.
Siteimprove har landet løbende underskud i de seneste mange år og har nu samlet set tabt næsten 340 millioner kroner siden 2016.
I fjor kom selskabet ud med et underskud på godt 41 millioner kroner.
Til gengæld vokser selskabets omsætning støt. Siteimprove omsatte i 2020 for 530 millioner kroner, hvilket svarer til en forbedring på 14 procent i forhold til 2019.
Siteimprove blev grundlagt i 2003 af brødrene Morten og Niels Ebbesen.
De solgte i 2020 solgte 70 procent af selskabet til kapitalfonden Nordic Capital, der indsatte Trygs koncernchef Morten Hübbe som bestyrelsesformand, mens Morten Ebbesen blev siddende som administrerende direktør.
Det skete med det erklærede mål at sætte gang i væksten for selskabet, der har omkring 600 medarbejdere.
Fokus er med andre ord på at få øget forretningen og gjort den større - og ikke på at tjene penge.
Siteimprove meddeler da også, at kæmpe-underskuddet flugter med de opstillede forventninger for året.
“Omsætningen er vokset på tværs af alle markeder, hvor Nordamerika fortsat er den største vækstmotor målt på absolutte tal,” meddeler selskabet.
Ifølge Siteimprove bygger væksten i omsætningen på både indtag af nye kunder samt mersalg til eksisterende kunder.
Siteimprove tjener trods det store underskud på bundlinien penge på driften før skat og afskrivninger (EBITDA).
Her er driftsoverskuddet faktisk blevet mere end fordoblet til nu 70 millioner kroner.
Siteimprove står bag en suite af forskellige software-produkter.
Overordnet er der tale om produkter, der forbedrer mobil- og websites ved blandt andet at finde fejl på websites og produkter til at optimere hjemmesiders synlighed, compliance og tilgængelighed