Teknologi-virksomheden TrackMan leverer for tredje år i træk et årsregnskab med en vækst i omsætningen på mere end 20 procent.
Omsætningen landede på 741 millioner kroner, viser tallene i selskabets netop offentliggjorte regnskab for 2020. Det er en stigning på 23 procent sammenlignet med året før.
Dermed fortsætter selskabet sin markante vækst for tredje år i træk. Regnskabet for 2019 var væksten i omsætningen på 28 procent. Dermed har TrackMan løftet omsætningen med godt 140 millioner kroner på bare et år.
Bundlinjen fortsætter ligeledes op. Den stiger 21 procent sammenlignet med året før og ender på 251 millioner kroner.
TrackMan leverer teknologi til golf og baseball-sporten, der blandt andet giver detaljerede informationer om en bolds hastighed, rotation og flugtbane.
Resultatet kommer derfor på trods af et år, hvor flere store sportsbegivenheder har været aflyst. Alligevel er det ikke noget det danske it-selskab har været synderligt påvirket af.
“Væksten i omsætning og resultat kan henføres til en fortsat positiv udvikling i selskabets største forretningsområde inden for golfsporten. Selskabets andet væsentlige forretningsområde inden for baseball oplevede derimod en nedgang i 2020, da størstedelen af turneringsprogrammet og træningen i USA og Japan måtte aflyses som følge af covid-19,” skriver selskabet i regnskabet.
Stort salg til udlandet
Langt størstedelen af salget hos TrackMan sker til udlandet.
Den udenlandske eksport udgør hele 97 procent af den samlede omsætning i virksomheden, der er fordelt på 60 lande.
Derfor har nedlukningen på grund af coronakrisen også været spredt ud på en række forskellige lande. Alligevel påpeger TrackMan i regnskabet, at coronakrisen har skabt problemer for den danske teknologi-virksomhed.
“Det stillede store krav til selskabets globalt mere end 400 ansatte i alle dele af værdikæden. Sælgere måtte hurtigt omstille sig til at betjene kunderne virtuelt, installationer krævede iagttagelse af sikkerhedsmæssige foranstaltninger, og produktionen måtte tilrettelægges på nye måder,” lyder det.
Antallet af medarbejdere fortsætter også med at stige. Med 400 ansatte har TrackMan øget antallet af medarbejdere med 40 ansatte sammenlignet med året før.
Det er dog et lille fald i antallet af nyansættelser sammenlignet med tidligere. Alene i 2019 ansatte selskabet 90 ny medarbejdere.
“Vi ansætter stadig, og har lige nu omkring 10-15 åbne stillinger. Men vi har sat tempoet en smule ned indtil vi kan se, hvordan det hele lander. Vi vil derfor ikke ansætte så mange, som vi havde planlagt,” lød det fra administrerende direktør Klaus Eldrup-Jørgensen til Computerworld i maj sidste år. Bare en måned efter Danmark blev lukket ned som konsekvens af coronapandemien.