Morning. Velkommen til ugens morgenbriefing nr. 2 fra den fremskudte lyttepost. Ved lyttegrejet: Niels Veileborg
Danske hostingvirksomheder lancerer professionel CO2-beregner
En ny professionel CO2-beregner fra Danish Cloud Community, der repræsenterer flere end 50 danske cloud- og hostingvirksomheder, gør det muligt at beregne eget CO2-aftryk ud fra internationale standarder og dermed at arbejde systematisk med nedbringe CO2-aftrykket.
Det er angiveligt den første branchespecifikke CO2-beregner af sin art i verden.
Den måler CO2-aftrykket uanset om ydelserne leveres fra egne eller lejede datacentre eller fra public cloud. Det gør det muligt for virksomhederne at levere en konkret og målbar indsats for at nå de nationale og internationale mål om CO2-reduktion.
Columbus offentliggør regnskab for første kvartal
Den store danske ERP-leverandør Columbus A/S med base i Ballerup ved København offentliggør i dag sit regnskab for 1. kvartal af 2021.
Computerworld er på sagen - læs mere her på cw.dk senere i dag.
Udskældte Parler er tilbage i Apples App Store
Det udskældte sociale medie Parler, som især er populært blandt konservative i USA, er tilbage i Apples App Store, skriver Reuters.
Parler blev ellers smidt ud af butikken efter stormen på Capitol Hill 6. januar. Apple erklærede i sidste måned, at Parler kunne vende tilbage på hylderne, hvis ellers selskabet ville følge Apples anvisninger og andre app og moderator-funktion.
Der er dog tale om en Parler light-udgave, for den type ytringer, som ikke er tilladt hos Apple, kan stadig læses på den webbaserede udgave af Parler og i Android-versionen. Parler skubber også på for at få Apple til at tillade, at brugere kan læse hadsk tale, hvis det bliver påklistret en advarsel.
Parler fungerer fortsat på Android, men app’en er fjernet fra Google Play.
Kæmpe Netflix-konkurrent i støbeskeen
Streamingtjenesten HBO, der har en del danske kunder, bliver lagt sammen med Discovery. Det skriver BBC.
Det er den amerikanske telegigant AT&T, som ejer HBO, CNN og Warner Bros.
Discovery har en sværm af betalingskanaler verden over, og målet med fusionen er angiveligt at tage kampen op med Netflix og Disney+.
HBO har omkring 64 millioner abonnenter, mens Netflix har 208 millioner og Disney over 100 millioner.
Selvsejlende skib krydser atlanten i historisk spor
Et fuldstændigt selvsejlende skib kaldet The Mayflower vil forsøge at krydse atlanten senere i denne måned, skriver BBC.
Skibet skal tilbagelægge 5.630 kilometer og sejler fra Plymouth i England til Massachusetts i USA, og på rejsen vil skibet udføre en del videnskabelige eksperimenter.
Mayflower var også navnet på det skib, som i 1620 bragte de første indvandrere fra netop Plymouth i England til den såkaldte Plymouth-koloni i USA, der lå i det nuværende Massachusetts.