Mornings. Så er Computerworlds fremskudte lyttepost igen aktiveret - lyttebøjerne er dog for en stund sendt sydover tættere på kontinentet og den store nabo, og her i klar tale er resultatet af vores fælles anstrengelser. Ved kontrolpulten: Niels Veileborg.
Planday og Azets indgår nyt samarbejde målrettet smv’er
Konsulenthuset Azets, der er specialister inden for økonomi, regnskab og løn, har indgået et strategisk partnerskab med Planday, der leverer digital vagtplanlægning.
Sammen vil selskaberne tilbyde en all round-løsning målrettet smv’er.
Medarbejdere indtaster deres tilgængelighed, bytter vagter og registrerer timer gennem en mobilapp. Lederen har overblikket og kan godkende sine medarbejderes timeforbrug i Planday. Det skaber et nøjagtigt og korrekt løngrundlag, som nemt kan eksporteres og sendes til Azets, der herefter varetager selve lønkørslen.
Millioninvestering til dansk laboratorie-robot
Danske Flow Robotics, der har udviklet en pipetterings-robot, har modtaget en investering på 15 millioner fra blandt andet Vækstfonden. Det skriver Børsen.
Investeringen skal bruges til at satse internationalt - især på det amerikanske marked.
Robotten kan erstatte det manuelle arbejde med pipetter på laboratorier, og kan på den måde mindske risikoen for arbejdsskader og fejl, lyder det.
Too Good To Go springer for alvor ud i Europa
Den danske app til bekæmpelse af madspild, Too Good To Go, tager et ordentligt spring ud i Europa i kraft af et udvidet samarbejde med fødevarevirksomheden Dagrofa.
“Inden længe vil hele 9000 europæiske Spar-butikker være at finde i appen, hvilket gør samarbejdet til det ultimativt største i Too Good To Gos levetid,” siger Heidi Boye, landechef for Too Good To Go i Danmark.
Airbnb så småt på vej tilbage i storform
Den populære deleøkonomiske tjeneste Airbnb, der gør det muligt for private at udleje sin bolig, har haft en hård tid under Corona. Men nu ser det ud til, at kunderne er på vej tilbage, skriver Reuters.
Det seneste kvartalsregnskab viser en fremgang i antal reservationer på 52 procent i forhold til samme periode i 2020. Det overraskede analytikerne - og det samme gjorde væksten i omsætningen, som i perioden lande på godt 5,5 milliarder kroner.
Chipmanglen rammer bilindustrien meget hårdere end først antaget
Manglen på chips er et kæmpemæssigt problem i hele verden, som rammer bredt i alle sektorer.
Bilindustrien ikke mindst, og nu ser det ud til, at netop bilindustrien bliver endnu hårdere ramt end hidtil antaget, skriver Bloomberg.
Ifølge konsulenthuset Alix Partners vil bilindustrien miste tæt på 675 milliarder kroner i omsætning - det er næsten det dobbelte af vurderingen, som den lød tidligere på året.
Flere af de store bilproducenter har meldt ud, at chipkrisen forværres, og at fabrikker vil blive lukket midlertidigt.