Siden nytår har 29.000 danske mobil- og tv-kunder forladt Danmarks største teleselskab TDC.
Det viser koncernens seneste regnskab, hvor konsekvensen af de manglende kunder også kan ses på omsætningen der tager et dyk på mere end tre procent.
Læs mere her: TDC's omsætning og resultat falder trods markante besparelser
Kunderne fordeler sig således, at 18.000 tv-kunder valgte at opsige deres abonnement hos den danske tele-koncern. TDC har dog fortsat mere end én million betalende tv-kunder.
Blandt mobilkunderne er det 11.000 danskere, der siden nytår har forladt selskabet. Her er der dog fortsat 1,951 millioner kunder tilbage i butikken.
Tilbagegangen er dog ikke noget, der bekymrer finansdirektør hos TDC, Lasse Pilgaard.
Han understreger, at selvom antallet af privatkunder er fladet så hjælper erhvervskunderne på det endelige resultat.
"Overordnet set er vi tilfredse med at kunne sige, at vi har kunne tiltrække 6.000 mobilkunder på tværs af consumer og business," siger Lasse Pilgaard til Computerworld.
Læs også: TDC forventer nedtur i et par år endnu - men vil rette op på faldende omsætning på længere sigt
Taber markedsandel
I 2020 lancerede TDC et nyt lavprisselskab ved navn Eesy. Men finansdirektøren afviser dog, at faldet i privatkunder er fordi det nye selskab ikke lever op til forventningerne.
"Det er ikke fordi vi ikke er tilfredse med udviklingen af Eesy. De gør det rigtig godt, og tager en god bid af det marked, som vi gerne vil have de skal adressere," forklarer han.
Samtidig peger han på coronakrisen, som en af hovedårsagene til, at TDC ikke har været i stand til at tiltrække lige så mange private mobilkunder.
"Vi må erkende at Yousee som forretningsmodel er afhængig af, at butikkerne holder åbent for at kunne sælge telefonabonnementer og telefoner. Når man så har to måneder i begyndelsen af kvartalet, hvor de alle sammen er lukket ned, så har vi svært ved at få solgt lige så mange abonnementer."
Antallet af bredbåndskunder ligger samtidig helt stabilt for TDC. Koncernen har sagt farvel 9.000 privatkunder på bredbåndsområdet men henter tilgengæld et tilsvande antal blandt erhvervskunderne.