Investeringer i onlinehandel, digtial transformation og gaming har indbragt 51-årige Mads Christiansen et afkast på 266 procent sidste år.
Nu lancerer han sin egen investeringsfond, der bygger på den samme strategi, skriver Børsen.
"Vi vil gerne lave 30 procent i afkast om året, og det lyder nuts, men det gør noget ved vores tilgang til investeringerne. Vi kan ikke bare satse stort, for hvis vi skyder forbi på en enkelt investering, når vi ikke målsætningen. Vi er tvunget til at vælge rigtigt ved at prioritere skarpt,” udtaler Mads Christiansen til avisen.
Mads Christiansen bliver selv porteføljeforvalter i den nye fond, der får navnet Newdeal Invest.
Sikkerhed i de indgående kendskab
Mens økonomieksperter som professor ved CBS Michael Møller ikke mener, at der er nogen grund til at bevæge sine penge udenfor de brede, globale porteføljer med lave omkostninger, så mener Mads Christiansen godt, at man kan opnå sikkerhed trods en lavere spredning.
“Der er en tese om, at sikkerhed opstår ved stor spredning, men sikkerhed kan også opstå ved, at man forstår sine investeringer rigtig godt. Det handler om at finde virksomheder, der virker misforståede af markedet og derfor er forkert prisfastsat," forklarer han.
"Et godt eksempel er Sea Limited, hvor konsensus siger 28 procent vækst i 2022, men af forskellige årsager ser vi en vækst på 50-100 procent i 2022,” siger porteføljeforvalteren.
2,5 procent opstartesgebyr
I Newdeal Invest kommer investorer ikke til at betale et årligt gebyr, før fonden klarer sig bedre end syv procent årligt.
Til gengæld kræves et opstartsgebyr på 2,5 procent samt et succeshonorar på 20 procent af merkafkastet.
Her mener Michael Møller, at startgebyret er i den høje ende. Og så minder han om, at selv om man kun betaler succeshonorarer, hvis det går godt, så bærer man tabet alene, når det ikke går godt.
Gebyret svarer til et til to års årligt managementgebyr i en almindelig bank påpeger Mads Christiansen. Desuden mener han, at engangsgebyret fremmer langsigtet investoradfærd, som giver de bedste resultater for investorerne.