Nybegyndere
Cd'en er helt tydeligt beregnet til nybegyndere, der ikke kender noget til HTML-programmering, selvom der ikke er beskrevet nogen målgruppe. Undervisningen på cd'en er delt ind i to moduler: HTML og webdesign. Cd'en giver faktisk en glimrende indføring i HTML-sproget for nybegyndere, mens webdesign-modulet kun giver en række gode råd.
Når man skal navigere imellem de forskellige sider i undervisningsforløbene er det ikke helt indlysende, hvordan man skal gøre. Derfor har man da også mulighed for at vælge et menupunkt, hvor det forklares, hvordan man navigerer rundt. Efter man har læst forklaringen, er det let at navigere.
På cd'en er der vedlagt en version af Acrobat Reader, som man skal bruge til at læse opgaverne, da de er i PDF-format. Installationen af Acrobat Reader går helt fin, men da vi skal bruge programmet virker det ikke på grund af en manglende fil. Starter man derimod programmet via stifinder, så virker det fint. Nogle af menupunkterne kræver også, at man har programmet Flash installeret, men dette program er ikke vedlagt.
HTML
HTML-modulet
HTML-modulet er delt i tre niveauer efter sværhedsgrad. Den første del omhandler en introduktion til World Wide Web og de grundlæggende HTML-koder til eksempelvis formatering af tekst, farver, skilletegn og specialtegn. Anden del behandler lister, links og billeder, mens tredje del handler om tabeller, rammer og formularer. Især den sidste del er rimelig hård, så man skal ikke forvente, at man kan lære HTML i løbet af et par timer.
Når man har læst et afsnit helt færdigt, vil afsnittet meget pædagogisk blive markeret med et rødt hak.
Opgaver
Efter hvert emne kan man vælge at afprøve sig ved hjælp af tre muligheder: "Spørgsmål", "Testeren" og "Opgaver" . I Spørgsmål får man helt indlysende spørgsmål omkring det emne, man lige har læst, og ved hvert spørgsmål får man tre svarmuligheder.
I Testeren kan man selv prøve at indtaste HTML-koder og bagefter se hvordan resultatet ville se ud i en browser. Man indtaster selv koder og tekst i en standard HMTL-kode, og resultatet vises ved et enkelt klik.
Her har vi kun indtastet en titel "PC World Online" og teksten "Undervisning i HTML og webdesign". Koderne til et standardprogram er givet på forhånd.
Hvis man derimod vælger Opgaver, så bliver man guidet igennem flere små øvelser. Til opgaverne har man nogle gange brug for billeder, og disse skal hentes på kursets hjemmeside. På coveret til cd'en står der imidlertid, at cd'en indeholder alt, hvad man behøver til et selvstudium, og dette er altså ikke korrekt.
Efter at man har gennemgået alle tre niveauer i HTML-modulet kan man vælge at udføre en afsluttende opgave, hvor man selv skal opbygge et website. Derefter får man nogle nyttige tips og links til publicering af sites samt links til andre sites om HTML, XML og Java.
Webdesign
Webdesign-modulet
Dette modul består mest af gode råd til design af websites til både privat og forretningsmæssigt brug. Modulet gennemgår, hvilke ting man skal overveje inden man starter samt tekstformater, farvevalg og layout. Modulet er forsynet med en række gode links til, hvor man kan finde mere information omkring design af sites.
Vægten er helt tydeligt lagt på HMTL-modulet, og man kan da heller ikke forvente, at man kan lære alt om webdesign ved at læse indholdet af en cd. Men alt i alt så er det en glimrende undervisnings-cd for nybegyndere, og den giver en god indføring i HTML.
Parkegaard Partners A/S
Juni 2001
Pris: 299,00 kroner hos www.bogservice.dk.