Den danske hardwareforhandler Egiss er blevet opkøbt af den britiske kapitafond EMK Capital.
Det oplyser Egiss-stifteren Jesper Ravn til it-mediet Itwatch.
"Vi ønsker at vækste yderligere både organisk og ved opkøb. Og for at kunne understøtte det næste store kapitel i vores historie har vi synes, at det var tiden til at få en stærk kapitalpartner i ryggen," siger han til Itwatch.
Stor fremgang
Egiss har gennem de seneste år oplevet en stor fremgang på den danske forhandlermarked.
I det eneste regnskab landede omsætning på 788 millioner kroner, hvilket var en fremgang på 25 procent i forhold til året før.
Jesper Ravn har tidligere forklaret til Computerworld, at selskabets succes skyldes, at Egiss har fundet et hul i markedet.
”Vi formår at tilbyde noget i markedet, som ikke findes andre steder," sagde han i fjor til Computerworld.
Henvender sig til store selskaber
Egiss henvender sig til store virksomheder, der har mellem 5.000 og 10.000 kunder, og Jesper Ravn beskrev over for Computerworld selskabets forretningsmodel således.:
"Vi har evnen til at levere et strategisk katalog af it-udstyr til store globale virksomheder over hele verden. Det sker på globale handelsvilkår med priser, der er aftalt på forhånd. Det er noget, der er rigtig efterspurgt hos store globale virksomheder."
Ifølge Itwatch vil Jesper Ravn også efter salget være administrerende direktør, og han vil desuden beholde en ejerandel på 16 procent af selskabet.