Godmorgen.
Vi tager fat på endnu en uge, og det betyder vanen tro også et tidligt overblik over dagens og weekendens korte it-nyheder.
I denne uge er det Jakob Schjoldager bag tasterne. Vi begynder dagen og ugen med en nyhed fra de britiske øer om en fiberudrulning, der måske kan kaste misundelige blikke fra det europæisk fastland.
Storbritannien investerer 38 milliarder kroner i fiberudrulning
Den britiske regering har nemlig investeret svimlende fem milliarder pund, eller hvad der svarer til godt 38 milliarder kroner i en massiv fiberudrulning.
Det bliver i første omgang skotterne, der får glæde af investeringen. Det er nemlig byerne Ayrshire, Edinburgh, Falkirk, Fife, Stirlingshire og den centrale del af Glasgow, hvor det store beløb først skal bruges på at sikre 5.300 husstande og virksomheder den lynhurtige forbindelse.
Indbyggerne i de skotske byer kommer dermed til at få internet, der spænder mellem en hastighed på 30 megabit i sekundet til 1.000 megabit i sekundet.
Det skriver den britiske regering i en pressemeddelelse, som du kan finde her i sin fulde længde.
Forskere advarer mod Zoom-udmattelse
For godt en million danskere er det fysiske fremmøde på arbejdspladsen blevet skiftet ud med hjemmekontoret og hvad der kan føles som en endeløs række af digitale møder.
Og hvis du føler, at de virtuelle møder og Zoom, Teams eller en tredje platform kan virke en anelse drænene på energien, så er du ikke alene. Langt fra endda.
Forskere på Stanford University advarer nu mod, hvad de kalder for ’Zoom-udmattelse.’ Forskerne peger på fire ting ved de digitale møder, der kan være dårlige for deltagerne.
For det første er den massive øjenkontakt med en skærm tæt på trættende for øjnene og derfor anbefaler forskerne at minimere vinduerne, så du ikke ser dine kolleger i fuld skærm under møderne.
Desuden er manglende bevægelse, når du skal holde dig inden for kameravinklen og det at du konstant kan se dig selv også medvirkende til den ekstra træthed.
På Stanfords hjemmeside kan du læse mere om begrebet, og ikke mindst hvordan du undgår udmattelsen.
Umbracos forretning vokser over 20 procent
De offentlige kunder har i den grad taget Umbracos open sorce-værtøjer til sig. Selskabet forretning inden for netop det offentlige vokser nemlig med 20 procent.
Den danske CMS-virksomhed holder globalt mere end 700.000 offentlige websites i luften, og det er altså steget med 23 procent, oplyser selskabet. Dermed er Umbraco ifølge selskabet selv, blevet den største CMS-virksomhed blandt de offentlige kunder, lyder det.
”Hos vores offentlige kunder oplever vi en bevægelse væk fra de mere kommercielle systemer, hvor der er bygget en masse funktioner på som de offentlige organisationer måske ikke har brug for. Derfor har de offentlige kunder i dag et langt mere forretningsmæssigt fokus på, hvor de får det bedste produkt til prisen ud fra præcis deres behov,” forklarer Emil Hjordt Jensen, partner hos det digitale bureau Eksponent, i en meddelelse.
Airbnb-aktien stiger voldsomt forud for potentiel genåbning
Fra i dag mandag begynder Danmark det første forsigtige skridt mod en genåbning af samfundet, og det samme gør sig gældende flere andre steder i verden.
Med udsigt til en virkelighed, der ligner hverdagen fra før coronavirus har overnatnings-appen Airbnb fået vind i sejlene på aktiemarkedet.
Det skriver CNBC.
Op til weekenden steg aktien med hele 16 procent. Analytikerne mener, at selskabet er lykkedes med at positionere sig selv rigtigt efter appen har været uåbnet i godt et år på langt de fleste smartphones.
Microsoft erkender problemer med vaccine-software
Den amerikanske it-gigant Microsoft har udviklet softwaren, der bliver brugt i flere amerikanske delstater til at planlægge vaccine-udrulningen af borgerne.
I deltstaerne Iowa og New Jersey oplever blandt andre så massive problemer, at borgerne ikke har mulighed for at bestille en tid til vaccination, og her giver myndighederne Microsoft skylden.
Det skriver erhvervsmediet Bloomberg.
Det for nu it-giganten til at tage ansvaret for problemerne, og erkender at selskabet er ”kommet til kort.”
”Vi forstår frustrationen for individer, der har forsøgt at benytte vaccine-portalen i løbet af ugen. Vi forsøger at rette op på de tekniske problemer, så vaccinations-portalen fungerer som den skal og er tilgængelig,” lyder det fra Microsoft.