Danske firmaer og private husstande overdynges i øjeblikket af regninger fra falske amerikanske domænefirmaer. Det skriver Dagbladet Børsen.
Dandomain, som er landets største domæneudbyder, oplyser, at op mod 40 procent af selskabets 10.000 kunder, med international endelse i domænenavnet, har modtaget fupregninger.
Sidste år forsøgte firmaet Domain Registry of America (DROA) med lumpne metoder at vinde danske kunder, som har registreret .com-domænenavne. Og firmaet spøger nu igen.
.dk slipper uden om
Internationale endelser som .com, .info, .org, eller .biz er mål for amerikanernes regningskyts, mens .dk slipper uden om den sorte gryde.
I ferieperioder tiltager svindlen, da de falske opkrævninger i denne tid har større chance for at slippe igennem i firmaernes bogholderier.
- Der er sandsynligheden størst for at regningen lander på et bord, hvor ingen tør tage ansvar for, at den ikke bliver betalt, siger administrerende direktør Christian Akhøj fra internationalt patentbureau til Børsen.
Typisk bliver de falske regninger sendt ud kort tid inden de rigtige regninger.
Svindlerne kan nemlig hente oplysninger om dato for udsendelse af fakturaer frit tilgængeligt på internettet, hvis de har den rigtige detektiv-software.
Betaler man fupregningen og ikke den rigtige opkrævning, risikerer firmaet at hjemmeside og email holder op med at virke.
DROA bruger samtidig de falske fakturaer til at flytte kunder over i egne kundekartoker, som herefter benyttes til pengeafpresning.
Som en konsekvens af de stigende problemer med domænerettigheder har Dandomain ifølge Børsen allieret sig med Johan Schlüters advokatfirma, hvor selskabets kunder kan få gratis juridiske råd om blandt andet fupregninger.