Apple er blevet overhalet indenom af konkurrenten Google på pc-fronten.
I 2020 blev der for første gang solgt flere pc'er, der kører på Googles Chrome OS, end der blev solgt Apple-computere, som kører på Mac OS.
Det skriver tech-mediet Geekwire på baggrund af nye tal fra analysehuset IDC.
I løbet af sidste år tog Google et større indhug i markedet for operativsystemer.
Udover at overhale Mac OS-styresystemet på salgsfronten åd Google sig ind på Windows, der stadig er suverænt den største spiller inden for operativsystemer.
Windows tabte markedsandele til både Chrome OS og macOS i løbet af 2020.
Geekwire skriver, at det er en stor sejr for Google samt en advarsel til både Apple og Microsoft.
Derudover signalerer vokseværket, at Chrome OS ikke længere er til at overse for app- og spiludviklere.
Med de voksende markedsandele bliver det nødvendigt at sikre en brugeroplevelse, der er mindst lige så god på Googles styresystem såvel som Apples og Microsofts, fremgår det.
Windows stadig på toppen
IDC's opgørelse, der dækker over laptops, desktops og tablets, viser, at Windows-styresystemet går 4,9 procentpoint tilbage i 2020.
Derved sidder Microsoft på 80,5 procent markedet.
Chrome OS voksede med 4,4 procentpoint, hvilket løfter selskabets markedandele fra 6,4 i 2019 til 10,8 i 2020.
Apples Mac OS steg med 0,8 procentpoint i løbet af 2020. Derved endte selskabet med at sidde på 7,5 procent af markedet i modsætning til 6,7 procent året forinden.