Godmorgen og velkommen til fredagens morgen-briefing her fra redaktionen.
Det er Rasmus Ferdinand Ginman, der fra morgenkvisten anretter ugens sidste nyhedsbuffet og takker af for denne gang.
Rigtig god læselyst og god weekend, når du kommer så langt.
Twitters Trump-ban er permanent - selv hvis han genopstiller
USA's tidligere præsident, Donald Trump, får ikke lov til at komme tilbage på Twitter - ikke engang hvis han genopstiller og vinder.
Sådan lyder udmeldingen fra Twitters CFO, Ned Segal, der understreger, at udelukkelsen er helt og aldeles permanent.
Det skriver CNN.
"Som vores politikker fungerer, så er du fjernet fra platformen, når du er fjernet fra platformen. Det gælder uanset, om du er kommentator, CFO eller offentlig embedsmand," siger han og tilføjer:
"Vores politikker er udarbejdet for at sikre, at folk ikke opildner til vold, og hvis nogen gør det, så er vi nødt til at fjerne dem fra platformen, og vores politikker tillader ikke, at folk kommer tilbage."
Udtalelsen fra CFO'en kommer mens Donald Trump undergår endnu en rigsretssag i den amerikanske kongres.
Bitcoin blåstemples og når nye rekorder
Verdens mest værdifulde kryptovaluta, bitcoin, nåede nye højder torsdag.
Bitcoin-kursen toppede ved 48.297 dollar, hvilket er højeste niveau indtil videre. I danske kroner svarer det til, at en enkelt bitcoin koster 300.000.
Kryptovalutaens himmelflugt er forårsaget af en række store selskaber, der begynder at anerkende valutaen i højere grad.
For nyligt meldte Tesla ud, at man havde købt bitcoin for 1,5 milliarder dollar. Samtidig kom meldingen om, at det i fremtiden bliver muligt at købe selskabets elbiler med kryptovalutaen.
Onsdag kom en endnu en melding. Denne gang fra amerikanske Mastercard, der vil begynde at supportere kryptovaluta som betalingsmiddel i indeværende år.
Senest er Bank of New York Mellon kommet til. Banken, der er en af USA's ældste, fortæller, at man arbejder på en service, hvor kunder kan opbevare digitale valutaer i banken.
Disney+ vælter sig i nye brugere
Disney-koncernens streaming-tjeneste, Disney+, henter fortsat nye kunder ind i højt tempo.
Selskabet har netop aflagt regnskab for sidste kvartal, hvor de seneste tal for betalende abonnenter fremgår.
Streming-tjenesten er nu oppe på 94,9 millioner betalende brugere. Forrige kvartal lød tallet på 73,7 millioner.
Disney har flere gange måtte opjustere målet for antal abonnenter, der sigtes efter frem mod 2024.
Da streaming-tjenesten gik i luften i november 2019, lød målet at nå mellem 60 og 90 millioner brugere inden 2024.
Seneste opjustering, der kom i forrige kvartal, går nu på målet om 230 til 260 millioner abonnenter frem mod 2024.
Penneo indstiller Impero-CEO til bestyrelsen
Danske Penneo indstiller Rikke Stampe Skov, topchef i Impero, som nyt medlem til bestyrelsen.
Hun vil dog først officielt kunne indlemmes i bestyrelsen 5. marts, hvor Penneo afholder en ekstraordinær generalformsaling.
Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.
"Rikke Stampe Skov er et stærkt kort for Penneo. Hun har de kompetencer og den erfaring, der skal til for at eksekvere Penneos ambitioner om at blive en førende global spiller. Hun vil styrke Penneos internationale vækstrejse,” siger bestyrelsesformand i Penneo Morten Elk.
Rikke Stampe Skov har nemlig stor erfaring med international skalering af en SaaS-virksomhed, og hun vil ifølge Morten Elk forøge Penneos eksisterende ekspertise og kompetencer indenfor dette felt.
Dating-app steg 76 procent på første handelsdag
Dating-appen Bumble blev torsdag introduceret på New York Stock Exchange - med gevaldig interesse fra investorer.
I løbet af første handelsdag skød aktien i vejret med 76 procent.
Derved opnåede selskabet en markedsværdi på 14 milliarder dollar, eller hvad der svarer til 85 milliarder kroner.
Det skriver CNBC.
Det Texas-baserede selskab står bag to udbredte apps, Bumble og Badoo, der sammenlagt har over 40 millioner aktive brugere verden over.
Bumble-topchefen, Whitney Wolfe Herd, fortæller til CNBC, at selskabet har haft vind i sejlene under coronakrisen, da pandemien har fået folk til at møde mennesker og opbygge forhold over telefonen.
"Folk opbygger meningsfulde relationer digitalt i første omgang - derefter følger det fysiske. Det er virkelig et fænomenalt skifte mod sikkerhed og udvikling af tilregnelige oplevelser," siger hun.
HP lancerer nyt bæredygtighedsprogram
HP lancerer nu bæredygtighedsprogrammet Amplify Impact.
Programmet, der har Danmark som foregangsland, skal sætte fart på udrulningen af bæredygtighedsinitiativer i HP's partnerkanal herhjemme såvel som globalt.
Det skriver HP i en pressemeddelelse.
Det nye program er et led i HP's plan om at blive den mest bæredygtige teknologivirksomhed, inden kalenderen viser 2030.
HP vil stille en række ressourcer til rådighed for partnere for at hjælpe dem med selv at sætte ambitiøse mål og skabe forandringer inden for klima, sociale forhold og ulighed, lyder det.
Partnere får adgang til træning, salgsværktøjer, marketingmateriale og andre hjælpemidler. Danmark og en række udvalgte lande vil få udrullet et ekstra initiativ, der indebærer større evaluering og forpligtelser fra begge parters side.