Microsoft har i de seneste måneder i al hemmelighed haft følere ude til det store sociale medie Pinterest om en mulig overtagelse.
Henvendelserne har fundet sted efter, at det mislykkedes for Microsoft at overtage den amerikanske del af det store kinesiske sociale medie TiKTok, som Microsoft var interesseret i i efteråret.
Det kan du læse mere om her: Oracle skal overtage del af TikTok - kinesiske TikTok-ejere siger nej til kæmpetilbud fra Microsoft
Ifølge Financial Times pågår der for tiden dog ikke nogen aktive drøftelser mellem Microsoft og Pinterest, der som socialt medie er fokuseret på interiør, indretning, opskrifter og lignende.
Pinterests markedsværdi er eksploderet under corona-pandemien, hvor interessen og brugen af den sociale platform har været tårnhøj.
Microsoft har gennem længere tid været interesseret i at overtage et socialt medie, som selskabet ønsker at drive på egne cloud-systemer, men indtil videre er det ikke lykkedes for selskabet at lande nogen overtagelses-aftaler.
Pinterest har for tiden knap en halv milliard brugere. Hele platformen drives for tiden på Microsoft-konkurrenten Amazon Web Services cloud-systemer.
Ifølge Financial Times er Pinterest aktiekurs steget med næsten 80 procent under corona-pandemien. Selskabets markedsværdi på anslået 51 milliarder dollar er dog stadig blot en brøkdel af Microsofts markedsværdi.
Det ændrer dog ikke på, at en eventuel overtagelse af Pinterest i givet fald vil kunne blive en af de største nogensinde for Microsoft.
Microsoft ejer i forvejen LinkedIn, som selskabet købte i 2016 for 26 milliarder dollar.
Det kan du læse mere om her: Derfor er LinkedIn en guldgrube for Microsoft: Kommer til at vide alt om dit arbejdsliv
Microsoft har i de senere år også købt GitHub og Minecraft.
Det kan du læse mere om her: Microsoft bekræfter: Køber GitHub for 50 milliarder kroner - her er planen
Ifølge Financial Times rummer de store sociale medier store muligheder for selskaber som Microsoft, når de hostes i de store cloud-miljøer.
Her har selskaberne blandt andet mulighed for løbende at høste data om, hvad brugerne er interesserede i, hvad de ønsker at købe og meget andet, som kan anvendes til eksempelvis forbedret salg og marketing.
Desuden kan de meget store mængder data anvendes til eksempelvis at forbedre selskabernes AI-teknologier.
Læs også:
Derfor er Microsoft og TikTok et helt oplagt match for hinanden