Godmorgen og velkommen til tirsdagens udgave af Computerworlds morgen-briefing.
Bag tasterne sidder Rasmus Ferdinand Ginman, der kuraterer mixet af it-nyheder fra ind- og udland.
I dag fortsætter den første store sag om brud på GDPR-reglerne, der kører i retten i Aarhus. Her er Ilva, Idemøbler og IDdesign tiltalt for at have opbevaret personoplysninger på kunder ulovligt.
Hammeren forventes at falde endeligt fredag 12. februar.
Hertil skal SimCorp også nævnes - af to årsager. Onsdag aflægger selskabet årsrapport for 2020, og i dag fylder selskabets topchef Klaus Holse 60 år.
Rigtig god læselyst.
It-selskabet Skolebordet skifter navn
Det danske it-selskab Skolebordet skifter nu navn.
Fremover vil selskabet gå under navnet, NCT, hvilket er en forkortelse for Nordic Cloud Technologies.
Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.
Selskabet, der blev stiftet i 2012, fokuserede i starten på at tilbyde skolerne en platform, der gjorde skolearbejdet simpelt og sikkert.
Med tiden er der kommet mere end 200.000 danske brugere på selskabets løsninger, der i dag breder sig langt udover skole-universet.
”Vi henvender os til alle, der arbejder med Microsoft-værktøjerne O365 og Teams, såvel indenfor uddannelsessektoren, private virksomheder som offentlige forvaltninger og institutioner. Alle steder stiller det krav til organisering, brugerstyring og overholdelse af GPDR-reglerne, og det har Nordic Cloud Technologies svaret på,” siger Lars Christiansen, CEO i NCT.
Blandt selskabets investorer findes en række it-profiler såsom Lars Monrad-Gylling, Henrik Karlsson, Preben Damgaard, Max Sejbæk, Jørgen Bardenfleth og Klaus Holse.
Palantir lander vigtig aftale med IBM: Aktien går i vejret
Det amerikanske it-selskab Palantir har netop indgået en stor aftale med IBM.
Det fik Palantir-aktien til at stige til vejrs med godt seks procent mandag. I løbet af handelsdagen på New York-børsen var aktien helt oppe med over 13 procent.
Det skriver Bloomberg.
Aftalen er et partnerskab, hvor Palantir tager IBM's software for kunstig intelligens og gør den lettere af benytte for ikke-tekniske brugere. Derved skal Palantir også stå for salg af softwaren.
Denne aftale er den hidtil mest omfattende, som Palantir har indgået, fremgår det.
Palantir oplyser, at selskabets salgsstyrke nu skal øges fra de nuværende 30 ansatte til over 200 mand.
IBM-aktien steg 1,37 procent mandag.
Telenor tænder for 5G-signalet i Aarhus
Mobilselskabet er i gang med at udrulle fremtidens 5G-netværk, og nu tændes der for signalet i Aarhus.
Det oplyser mobilselskabet i en pressemeddelelse.
Telenor har netop har tændt den første 5G-mast på P. Hiort-Lorenzens Vej, og i løbet af februar vil der yderligere tændes for flere mobilmaster i midtbyen.
"Vi starter med at udbrede 5G-teknologien, hvor det giver mest værdi for kunderne, og det er i de større byer som Aarhus. Vi har et stærkt mobilnetværk i dag, og derfor vil aarhusianerne måske ikke mærke forskel lige med det samme, da langt de flestes behov i dag er dækket godt ind med vores stærke 4G-mobilnetværk. Med i takt med, at der udvikles nye apps og funktioner til mobilen, vil aarhusianerne få stor glæde af det endnu hurtigere mobilnetværk,” siger netværksekspert i Telenor, Jesper Mølbak.
Lommepenge-app får millioninvestering
Lommepenge-appen Mymonii har netop fået en kapitalindsprøjtning på fem millioner kroner.
Den friske kapital stammer fra en række investorer, heriblandt Vækstfonden.
Det skriver Børsen.
Investeringen kommer halvandet år efter, at selskabet var kriseramt. Her måtte stifteren Louse Ferslev beslutte, hvorvidt hun skulle lade selskabet gå konkurs eller forsøge at sætte sejl til en ny retning for selskabet.
“Først og fremmest er fokus nu rettet på, at vi skal skalere op. Det gør vi særligt ved at differentiere vores produkt fra andre produkter på det danske marked og udvide vores målgruppe, så vi fremadrettet også fokuserer på, hvad brugere i aldersgruppen 13 til 18 år kunne have af behov,” siger Louise Ferslev til Børsen.
Mymonii-appen, der hjælper børn og unge til at forstå værdien af penge, blev stiftet tilbage i 2015.
Fintech-selskab indgår aftale med Bankdata
Bankdata og dets ni medlemsbanker har netop indgået en aftale med fintech-selskabet Nordic API Gateway.
Aftalen sikrer nu, at fintech-selskabet integrerer open banking til gavn for 1,7 millioner bankkunder.
Det skriver Børsen.
Denne aftale er særlig vigtig, da Nordic API Gateway er ved at skabe en stærk position på det danske bankmarked.
“Den aftale, vi lander med Bankdata, betyder rigtigt meget, og vi går meget op i at have styr på penalhuset i vores baggård. Derfor er det fedt at kunne lande ni banker, der sidder på næsten 30 pct. af markedet,” fortæller Rune Mai, der er stifter og CEO i Nordic API Gateway, til Børsen.
Nordic API gateway har allerede Danske Bank på kundelisten og sidder på mere end 50 procent af markedet for opsætning og drift af open banking-løsninger.