De fleste var nok klar over, at årene efter Sovjets fald ville blive lidt ujævne og at det næppe lå lige for, at Rusland blev mønsterdemokrati fra den ene dag til den næste.
Få havde dog alligevel troet, at supermagtens undergang banede vejen for en skamløs flok kleptokrater. Samt at det lykkedes denne pengeglade flok under ledelse af præsident Vladimir Putin at rage velstand til sig med den ene hånd og slå oppositionen nådesløst ned med den anden.
I teorien er Rusland anno 2021 således nok et demokrati, men virkeligheden er som bekendt en lidt anden.
Hvilket man kan forvisse sig om ved at iagttage myndighedernes brutale fremfærd overfor deltagerne i de demonstrationer, der i disse uger præger Rusland.
Eller ved at se videoen Putin’s Palace om præsidentens ekstravagante privatbolig, der angiveligt er blevet set over 100 millioner gange de seneste uger og som blandt andet kan ses her.
Men hvordan kunne det gå så galt? Det spørgsmål stiller den erfarne korrespondent Catherine Belton i bogen Putin’s People, der af bl.a. The Economist er kåret som en af de allerbedste bøger i 2020.
Belton konstaterer blandt andet, at det lykkedes Putin at stille sig i spidsen for en række af primært tidligere KGB-ansatte, som i årene efter murens fald satte sig på værdier for milliarder.
Samt at de selvsamme KGB-veteraner benyttede branchens dirty tricks til at få helt styr på den besværlige opposition, blande sig i vestlige valg og endda sætte invasioner i værk.
Putin’s People præsenterer den samlede historie om, hvordan det lykkedes denne relativt lille gruppe mennesker at koncentrere al magt af betydning i det store land mod øst.
I den forbindelse må man bare konstatere, at det ikke er kønt, når røverkapitalisme går hånd i hånd med nationalisme, propaganda, skamløs korruption og misbrug af statsapparatet.
Titel: Putin’s People. Forfatter: Catherine Belton.